Det gode institutionsliv?

Det er svært ikke at blive påvirket af, hvad jeg i øjeblikket hører om forholdene rundt omkring i nogle børneinstitutioner. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad vi ville gøre, hvis vores ældste barn ikke trivedes med at gå i institution – og hvornår vi ville gøre noget?

Gør vi det som forældre godt nok?

Vi er heldige, at hun er i en rigtig god institution og vigtigst, at hun trives med at være der – og får en masse ud af det. Jeg synes imidlertid godt, jeg kan mærke, at der – særligt i børnehaven – mangler hænder. Derfor synes jeg ikke altid, at institutionslivet er godt nok. Og jeg tænker, om vi som forældre gør det godt nok.

Den satans hjemmepasning

På nettet falder jeg ofte over forældre, der er fortalere for hjemmepasning (og synes, at institutionslivet er virkelig skadeligt). På en eller anden måde bliver jeg lidt forført af alt den hjemmepasning (og min mand og jeg er faktisk blevet enige om at udskyde den yngstes institutionsstart nogle måneder) samtidig med, at det også gør mig træt. Måske jeg ville ønske, at jeg var sådan en, der ville elske at gå hjemme med mine børn? Eller er der tale om et (selvskabt) forventningspres om, at den perfekte forælder selvfølgelig ikke sender sine poder i institution (eller i hvert fald henter dem senest kl. 14)? Jeg kan nemlig godt se, at vores ældste bare trives allerbedst, når vi som forældre har overskud og bruger en masse tid sammen med hende.

Overskud, engagement og alenetid

Sagen er imidlertid, at vi som forældre ikke altid har overskud – og at mit overskud blandt andet er dybt afhængigt af, at jeg har tid til mig selv og mit professionelle engagement (det økonomiske aspekt springer jeg lige let og elegant henover i denne sammenhæng). Samtidig synes jeg faktisk også, at vores ældste får rigtig mange gode oplevelser og lærer en masse af at gå i institution. Så at tage hende hjem ville ikke give mening.

Lange eftermiddage alene i hus og have

Men hvordan håndterer jeg så barnets institutionsliv? Som det ser ud nu, bliver hun de fleste af ugens dage afleveret sidst på morgenen og hentet midt på eftermiddagen. Men nogle gange virker det lidt skørt, at jeg skynder mig afsted for at hente hende, selvom jeg ikke har så meget at tilbyde hende herhjemme, hvor der ikke er andre at lege med end den lille på 4 måneder. Jeg vil virkelig gerne være sammen med mine børn, men de der eftermiddagstimer alene i hus og have er altså heller ikke super fede.

Fællesspisning i daginstitution

Det fællesskabsorienteret lokalsamfund

Derfor vender jeg igen og igen tilbage til kulturforsker Karen Hvidtfeldt Madsens bud på mindre dårlig samvittighed som forælder:

”Et mere fællesskabsorienteret samfund, hvor vi ikke hylder hjemmet som det eneste gode sted for børnene. Hvor vi gør en indsats i børnehaven frem for at styrte ind og hente vores eget barn. Et mere fleksibelt arbejdsmarked, længere åbent i institutionen og lavere boligpriser”.

Karen Hvidtfeldt Madsen (Vores Børn Plus 2014)

Tænk, hvis jeg i stedet for at hente mine børn hjem kunne hænge ud i deres institution? De ville kunne lege videre med deres venner samtidig med, at jeg var i nærheden klar til at se et trick på rutsjebanen eller til at høre om dagens aktiviteter. Måske kunne jeg få mig en kop kaffe, sludre med en af de andre forældre eller læse avisen? På den måde kunne jeg være sammen med mine børn samtidig med, at vi var en del af et større fællesskab – og jeg kunne måske endda bidrage til hverdagen i institutionen ved lige at give et nap med i køkkenet eller sørge for at plantekasserne på legepladsen blev vandet? Om aftenen var der måske fællesspisning en gang om ugen og i det hele taget ville børnene opleve, at vi som forældre var engagerede i deres liv og, at vi kunne være sammen om noget.

Sådanne idéer appellerer i virkeligheden langt mere til mig end at have mine børn herhjemme: Jeg vil hellere bygge et fællesskab op omkring vores hverdag frem for at have et hjemmeliv, som jeg som forælder ikke trives i.  

Dette blogindlæg har også været bragt på www.balancebaren.dk.

Færre penge kræver tid

De seneste år har jeg fået det sværere og sværere med forbrug. Jeg kan egentlig godt lide at bruge penge på for eksempel bøger, uld (det er min 3-årige så rimelig træt af, fordi uld sjældent fås i skrig-pink) eller planter til køkkenhaven. Men samtidig giver det mig også en dårlig fornemmelse bare at købe. Særligt når maskinparken til hjem og have bliver større uden, at vi får glæde af apparaterne eller når vores nyanskaffelser hurtigt skal skiftes ud, fordi vi ikke passer ordentlig på dem. Men det også utilfredsstillende, når jeg blot får købt en madvare, som jeg ikke får brugt. Eller tøj, som jeg først får brugt, når sol, måne og stjerner står perfekt i forhold til hinanden. Yes, det sker aldrig.

Forbrug og hamsterhjul

Jeg får dårlig samvittighed, fordi jeg godt ved, at vores klode ikke kan holde til det overdrevne, bevidstløse forbrug. Men jeg synes også, det er utilfredsstillende, fordi vi på den måde selv er med til at øge hastigheden i hverdagens hamsterhjul: Vi bliver nødt til at arbejde for, at vi kan forbruge – og vi forbruger, fordi vi arbejder. I virkeligheden er der bare så meget, jeg hellere vil end at arbejde for at få råd til at købe ting.

Fælles fodslag – forskellige mål

Derfor har min mand og jeg besluttet at skære ned på vores forbrug. Det giver mig bedre samvittighed over for moder jord. Men samtidig muliggør det, at vi kan veksle kroner og øre til tid – for mit vedkommende tid til familielivet, mit startup og mine civile engagementer. For min mand giver det primært mening at skære ned på forbruger, hvis vi kan investere, blive gældfri og mere økonomisk uafhængige. Vi har altså fundet en fælles vej, men motiveres af forskellige mål.

Det er endnu ikke helt tydeligt for mig, hvad det kommer til at betyde for vores forbrug og hvor seje vi kan blive til at nedskalere. For vi har ikke tænkt os at sælge vores bil, vi har ikke planer om at blive veganere – og vi har lige købt en ny haveparasol i jem & fix. Men vi er stoppet med at tale om at bygge til, vi har begrænset vores kødforbrug yderligere, opsagt vores rengøringsfirma ligesom, at min mand har repareret vores ellers hårdt prøvet iPad. Jeg tænker, at det er en proces og, at vi skal blive endnu bedre til at passe på, udnytte samt reparere de ting, vi har.

Færre penge kræver mere tid

Og så er det, det slår mig, at det at nedsætte sit forbrug og dermed spare penge faktisk kræver, at vi har mere tid. Tid til at vedligeholde og reparere, lave mad fra bunden og til at cykle i stedet for at tage bilen (det var så der, vi ikke var kommet til endnu, for vi fik bil sidste år – og det er faktisk først gang i hele mit liv, at min familie og jeg har sådan en). Det er selvfølgelig også nogle af disse ydelser, vi med ren klimasamvittighed kan købe sig fra, men så er vi igen afhængige af at opretholde en forholdsvis høj indtægt. Samtidig er der faktisk et eller andet dybt tilfredsstillende ved netop at gøre alle disse ting selv.

Meningen med det hele er at få noget fra hånden

Jeg er som person utrolig meget oppe i mit hoved og kan bruge virkelig meget tid på at tænke over, hvad der er vigtigt her i livet. Når jeg bruger tid på havearbejde, madlavning eller at hænge tøj op, bliver min tankestrøm imidlertid sat på pause. Og det føles faktisk bare utrolig tilfredsstillende at få noget arbejde fra hånden ligesom, at resultatet er helt konkret og tydeligt. I en tid, hvor vi er mange, der kan nikke genkendende til oplevelserne med ”Pseudoarbejde”, hvor stress er en folkesygdom og de faste holdepunkter og værdier er få, så giver hus- og havearbejdet bare en helt banal oplevelse af mening.

Så selvom vi har mulighed for at lade være, betale os fra det og bruge vores hoveder, så tror jeg, at vi bliver gladere mennesker af at bruge vores hænder. I stedet for at prøve at tænke mig til det hele, skal jeg sparke mig selv ud i haven, gribe lugejernet og komme i gang. På den måde bidrager en opbremsning af forbruget også på sin helt egen måde til at skabe mere mening i min hverdag.

Fællesskab på barsel

Da jeg i vinter, gravid med mit andet barn, fandt www.bedrebarsel.dk og Barselshuset på nettet, blev jeg begejstret. Dels fordi hjemmesiden afspejler nogle af de følelser og tanker, som også har fyldt hos mig siden jeg i 2015 blev mor for første gang. Dels fordi et sted som Barselshuset netop var det, jeg savnede under min første barsel: Et sted, hvor jeg ikke kun behøvede at være nogens mor, men også kunne høre og tale om noget, der engagerede mig som person – samtidig med, at der var plads til barnet. Og et sted der gerne ville nuancere, hvad det vil sige at være forælder samt et sted, som skabte rum for et barslende fællesskab.

Lokalt barselsnetværk

Jeg fandt så desværre ud af, at selve Barselshuset ligger i Århus, mens jeg bor i forstaden klos op ad København. Barselshuset kunne derfor ikke blive mit helle under den anden barsel. Da jeg blev gravid med mit andet barn havde jeg imidlertid allerede besluttet, at denne barsel skulle være anderledes: Jeg ville prøve at holde fast i at lave noget ikke-babyrelateret og jeg ville gøre mit til, at det ikke blev en lige så ensom affære. Derfor tog jeg initiativ til et lokalt barselsnetværk på Vestegnen.

Rum for det hele menneske

Formålet med barselsnetværket er at fremme trivsel og fællesskab blandt forældre på barsel. Netværket skal give forældre på barsel et rum, hvor omdrejningspunktet ikke er baby, men forælderen som helt menneske. Ønsket er, at forældrene ved at deltage i forskellige aktiviteter og arrangementer kan få nogle nye input, blive en del af et fællesskab og opleve, at der er plads til andet end lyserød baby-boble – og dermed en mere nuanceret forældrerolle. Med baby på armen, og hvad det medfører af uro, bleskift og gråd.

Fra Facebook til aftenskoleprogram

På nuværende tidspunkt tæller barselsnetværket mere end 150 medlemmer på Facebook. Vi har fået lov at låne lokaler i kommunens Børnesundhedshus, og vil fremadrettet mødes fast den første fredag formiddag i måneden. Første arrangement var yoga i maj, hvor et lokalt yogacenter stod for undervisningen. Indtil videre er netværket ikke etableret som forening, da jeg som frivillig initiativtager gerne vil undgå for meget bureaukrati og administration. Derfor tilmelder deltagerne sig blot ved at overføre deltagergebyret via MobilePay og så kører det hele ellers over Facebook.

Vi har imidlertid indledt et samarbejde med en af de lokale aftenskoler om programmet for efteråret. Aftenskolen står for at booke oplægsholdere og kan som folkeoplysende forening fungere som netværkets organisatoriske fundament. Det betyder, vi kan søge penge til at gennemføre arrangementerne for ligesom, at deltagerne kan købe billetter på aftenskolens hjemmeside. Den økonomiske side af initiativet vil derfor blive mindre sårbar – og mulighederne flere. Det er helt sikkert fornuftigt at få skilt min private økonomi fra netværkets. På den anden side er det utrolig befriende, at man med en platform som Facebook og appen MobilePay så let og hurtigt kan starte et nyt initiativ og få arrangementer i kalenderen.

Landsdækkende initiativ

Eftersom barselsnetværket er opstået med inspiration fra Bedre Barsel i Århus synes jeg, det kunne være spændende, hvis vores lokale netværk på sigt kunne blive en del af Bedre Barsel i Århus. Fra mit perspektiv er det ikke vigtigt, at vi som lokalt netværk har den samme organisering som her, men at vi forpligter os på et fælles almennyttigt formål . På den måde vil vi som lokalt netværk stå stærkere både i forhold til at søge fondsmidler og rekruttere nye deltagere.

Jeg er på den baggrund gået i dialog med de gode folk bag Bedre Barsel og Barselshuset i Århus, og er spændt på, hvordan vores lokale barselsnetværk udvikler sig i fremtiden.

Hvor er der et fællesskab?

#Hvorerderenvoksen

Vi forældre er kommet på barrikaderne for at kæmpe for bedre normeringer i vores børns institutioner. Er det nu, vi organiserer os og kræver politisk handling? Er det nu, vi kommer til at se en forbedring af normeringerne i institutionerne? Er det nu, vi handler i fællesskab?

Som forælder oplever jeg også, at hverdagen trods dygtige pædagoger, god ledelse og ressourcestærke forældre i min datters institution er presset, fordi normeringerne er for dårlige. Overordnet skyldes det en generel nednormering siden 1980’erne (Politiken.dk 29.03.19) samt, at andre nødvendige opgaver som for eksempel dokumentation, uddannelse og planlægning lægger beslag på personaleressourcerne. Det kan særligt mærkes ved sygdom og ferieafvikling, men også, når en af pædagogerne går fra til møder. Det er ikke godt nok – som samfund kan vi gøre det bedre!

Forældre afhængige af gode institutioner

Som forældre er vi dybt afhængige af, at børneinstitutionerne har ordentlige normeringer. Det er essentielt for vores børns trivsel og udvikling – og en forudsætning for, at vi kan passe vores arbejde og få hverdagen til at hænge sammen uden dårlig samvittighed. Danmark er et af de lande i verden med den højeste erhvervsfrekvens blandt forældre. Det er sjældent noget vi diskuterer, og fra både politisk hold og i samfundet generelt opfattes det som det normale. Samtidig er vores samfund med dets voksende antal ældre og en relativ lille arbejdsstyrke også afhængigt af, at vi forældre er tilstede på arbejdsmarkedet. Hvorfor nedprioriteres børnene politisk, når vi alle er afhængige af deres trivsel?

Manglende fælles organisering

I mit arbejde med borgerinddragelse har jeg ofte oplevet, at det er svært at engagere børnefamilierne. Vi har nok at gøre med at få hverdagen til at hænge sammen, og overskuddet er ikke til at organisere sig og kræve politisk handling. Det betyder, at vi forældre er lette at overhøre. Alle store landvindinger på arbejdsmarkedsfronten er sket ved, at vi for eksempel i fagbevægelsen har stået skulder ved skulder og krævet en 37-timers arbejdsuge: 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile. Men hvad står vi sammen om i dag?

Individuelle løsninger på et fælles problem

Hver især forsøger vi at håndtere dårlig samvittighed over for vores børn, som vi bedst kan. Nogle familier vælger at tage deres børn ud af institution, andre at gå markant ned i tid eller at melde ungerne ind i private dagtilbud. Et valg, som kan være det rigtige for den enkelte familie, men som ikke løser de overordnede udfordringer med de dårlige normeringer. Derudover har de individuelle løsninger en social slagside, fordi det er de mest ressourcestærke familier, der har de bedste muligheder for at træffe sådanne valg samtidig med, at det er de mest udsatte børn, der taber mest, når institutionerne bløder. De fælles løsninger på samfundsniveau vil derfor gavne langt flere børn.

På vej mod fælles organisering?

Måske #Hvorerderenvoksen kan blive startskuddet til, at vi forældre i langt højere grad organiserer os, står sammen og kræver politisk indflydelse. I stedet for at bruge vores krudt på at have dårlig samvittighed og styrte ind og hente vores egne børn i børnehaven, må vi simpelthen gøre en indsats for den fælles sag og dermed sikre nogle ordentlige politiske rammer for vores børn. Arbejdet er kun lige begyndt.

Hverdagens fællesskaber er fremtiden

Lad os ikke stoppe her. Lad os også ude i vores lokalsamfund undersøge, hvad der skal til for, at vi børnefamilier trives i vores hverdagsliv. Og hvordan vi i fællesskab kan gøre hinandens liv lettere og sjovere. Vi har nemlig ikke kun brug for fællesskabsorienterede løsninger fra politisk hold og fællesskaber, der kan råbe politikerne op. Vi har også brug for lokale handlefællesskaber. Fællesskaber, hvor vi hjælper hinanden med for eksempel madlavning, børnepasning og havearbejde. Eller hvor vi i fællesskab tager ansvar for vores børns institutioner, og i stedet for at skynde os hjem hænger ud på legepladsen og taler med de andre forældre eller måske giver et nap med, når plantekasserne skal fyldes med jord. Det er fællesskaber, som kan aflaste den enkelte familie og som er med til at sikre et lokalsamfund, hvor vi kan gribe hinanden, når selv ansvarlige politiske rammer ikke er nok. Det vil ikke kun komme børnefamilierne til gode, men alle i de enkelte lokalsamfund. Ikke mindst, hvis kommunerne griber bolden og er med til at understøtte og inddrage de lokale fællesskaber i deres udvikling og planlægning af byerne. Så bliver det lettere for børnene ikke kun at finde en voksen i institutionen, men også når institutionen lukker.

Civilt engagement, faglighed og krydsbestøvning

At mit civile engagement og min professionelle faglighed er tæt knyttet sammen og nærer hinanden, ved jeg egentlig godt. Det er simpelthen mit civile engagement koblet med min faglige viden om fællesskaber og inddragelsesprocesser, der har givet mig en forståelse for, hvordan kommuner kan forbedre deres inddragelse af civil- og lokalsamfundet med øje for de social- og sundhedsmæssige gevinster på både kort og lang sigt.

Alligevel har jeg haft svært ved at synliggøre denne sammenhæng. Til tider har jeg undervurderet mine civile erfaringers værdi og tyngde. Andre gange har jeg oplevet, at min faglighed ikke er blevet taget seriøst, når jeg har engageret mig civilt.

Derfor blev jeg så glad, da jeg hørte nedenstående interview. Interviewet er lavet af Hvidovre Bibliotek i anledning af Vestegnens Kulturuge, hvor der bliver sat spot på lokale ildsjæle. Og her kommer jeg på banen, fordi jeg er med i et lokalt madfællesskab. Og det er netop nu, det bliver tydeligt for mig, at sammenhængen mellem engagementet og fagligheden ikke kun eksisterer i mit hoved, men også i virkeligheden. Det er helt rigtigt, at jeg både i professionelle og civile sammenhænge har mest at bidrage med, når de to sfærer for lov at krydsbestøve hinanden.

Det betyder, at jeg vil øve mig på at bringe mine civile erfaringer endnu mere i spil – og synliggøre dem. Og jeg vil blive bedre til i mine formidlingsaktiviteter at koble mine erfaringer med viden.

Det konkretes Kraft

For en del somre siden kom jeg i den daværende byhave på Prags Boulevard 43 på Amager for at hænge ud og ikke mindst lave og spise mad sammen med andre. En dag fortalte jeg under madlavningen stolt om mit nye studiejob i Teknik- og Miljøforvaltningen, hvor jeg håndterede borgerhenvendelser. En ældre kvinde med spurgte mig undrende, hvorfor jeg dog gad sidde bag en skærm og koordinere borgerhenvendelser, når nu jeg var så ferm til at lave mad. Egentlig et godt spørgsmål, som jeg har tænkt meget over siden. For mens resultatet af kogekunst er særdeles synligt – og tilbagemeldingerne umiddelbare, så er det straks mere abstrakt og ukonkret, hvordan man bidrager, når man sender borgerhenvendelser rundt til forskellige fagpersoner i en stor organisation.

Sylt Sammen
Sylt Sammen i Nørrebrohallen i november 2017

Madlavning som forandringskraft

Jeg har i løbet af det seneste halve år taget et skridt tilbage til Prags Have, og inviteret mad og madlavning ind i mit virke igen – både som frivillig og via mit startup handleRUM. Somrene i haven står nemlig utrolig stærkt i min bevidsthed, fordi haven og fællesspisningerne skabte et fantastisk rum. Et rum hvor meget forskellige mennesker kunne være sammen, hvor de oplevede at høre til og bidrage på deres egen måde. Selvom det at lave og spise mad sammen er så banalt, simpelt og konkret, så besidder det en kæmpe forandringskraft. På mange måder har jeg siden savnet det rum fra Prags i mit eget liv. Der hvor vi – ved at skabe noget sammen – mærker de andre og os selv tydeligt. Og det er det, mad, madlavning og måltider kan: Fungere som Det fælles tredje, vi kan mødes om. Det konkrete afsæt gør det simpelthen lettere at være sammen, selvom man ikke umiddelbart oplever at have noget til fælles.

Mad som katalysator for fællesskab

Senest har jeg i november stået for fælles madlavning og spisning på tværs af et frivilligt madfællesskab, en børneinstitution og et plejehjem samt en sylteworkshop til FællesskabNu i Nørrebrohallen. Igen oplevede jeg, hvordan mad kan skabe samtaler og oplevelser på tværs. Og det giver mig blod på tanden til at arbejde videre med, hvordan vi kan bruge mad, madlavning og måltider som springbræt til nye fællesskaber. Og i det hele taget, hvordan vi i langt højere grad kan bruge Det fælles tredje som afsæt for at inddrage i samfundet for at sikre, at langt flere kan være med – også selvom de ikke behersker sproget til fulde, har svært ved at indgå i gruppeprocesser og sætte sig ind i store mængder viden.

Sylt Sammen
Sylt Sammen i Nørrebrohallen i november 2017

Det fælles tredje mod ensomhed?

Vores samfund er fyldt med abstrakte processer og komplekse problemstillinger, som ikke bare lige lader sig simplificere og håndtere. Tag for eksempel en problematik som ensomhed. At føle sig ensom er ikke kun et spørgsmål om ikke at have et socialt netværk, selvom det ofte er det, vi tænker først. Men ensomhed kan også hænge sammen med manglende sociale, psykologiske og endda fysiske kompetencer (med mere). For hvordan kan vi skabe bånd til andre mennesker, hvis vi er usikre på de sociale spilleregler på grund af et socialt handicap, ikke tør nærme os andre mennesker, fordi vi er blevet svigtet gennem vores barndom eller hvis vi ikke er mobile alene, og der kun er begrænsede ressourcer til ledsagelse? Hvordan mindsker vi så ensomhed?

At mødes om Det fælles tredje kan ikke udrydde ensomhed. For vi kan ikke alene ved hjælp af Det fælles tredje skabe et rum, som kan understøtte, at mennesker oplever at være en del af et fællesskab og at kunne bidrage. Der er netop ikke tale om et mirakelmiddel, for vi bliver nødt til at forstå problemstillingen ordentligt og ikke reducere kompleksiteten for hurtigt. Men hvis vi tager afsæt i viden om problemstillingen og de mennesker, den berører, kan vi netop planlægge og koordinere den konkrete aktivitet på en måde, så den tager højde for de særlige udfordringer og understøtter det enkelte menneske bedst muligt. På den måde kan den konkrete og umiddelbare aktivitet på sigt gøre en særdeles stor forskel – også når vi taler komplekse problemstillinger. Det konkrete har forandringskraft.

Gå i køkkenet sammen!

Det er selvfølgelig en anledning til at gå i køkkenet sammen. Og også til det private julearrangement eller virksomhedens julefrokost vil du – forudsiger jeg – opleve, at det at være sammen om noget forstærker oplevelsen af fællesskab. Hvis I ikke kender hinanden så godt, bliver det simpelthen lettere at tale sammen (også uden alkohol). Og så er det også en anledning til at bytte roller og hjælpe hinanden, hvis ikke alle kan læse en opskrift eller lignende.

Opskrift på æblechutney
Opskrift på æblechutney

It takes a village

“It takes a village a raise a child” lyder et ordsprog. For et barns trivsel og sundhed er ikke kun afhængig af forældrenes omsorg og opdragelse, men hele det samfund, der omgiver barnet.

Lokalsamfund
Vi har alle brug for opbyggende lokalsamfund for at vokse som mennesker.

Faktisk har alle – børn som voksne – brug for opbyggende omgivelser for at vokse som mennesker. Og her spiller det sociale miljø en stor rolle: Bliver vi bakket op og møder vi støtte og hjælp?

Vi behøver ikke at flytte for at blive en del af et støttende lokalsamfund – Vi kan forstørre de fællesskaber, vi allerede færdes i: Opgangen, børnehaven, villavejen, træningscenteret etc. Med små greb kan vi gøre fællesskaberne til vores egne, tilføje og bidrage.

Forstørret fællesskab
Vi kan forstørre de fællesskaber, vi allerede er en del af.

Mad, madlavning og måltider er en af mine kæpheste, men det er bare en tilgang, for det handler om at bygge oven på det, det for den enkelte giver mening at bidrage med, der hvor hen er i livet.