Min rejse gennem arbejdslivet 2:2

Måske er det gode arbejdsliv ikke et mål, men en rejse i sig selv? I dette indlæg i to dele reflekterer jeg over den rejse, jeg er på med at skabe mig det arbejdsliv, jeg ønsker. Det er en vej gennem fuldtidsjob, madfællesskab, barselsnetværk og opstart af virksomhed med et fokus på at være nærværende nu og her.

2. del af 2 (Læs første del)

Som barn elskede jeg, når fritidsaktiviteterne holdt pause henover sommeren. Det gav sådan en dejlig luft i min hverdag, og jeg havde god tid til at lege, nørkle og læse. Jeg elskede blandt andet at fordybe mig i forskellige emner. Det gav mig inspiration til nye lege og små projekter.

Når jeg tænker over det, så har det ikke ændret sig siden den gang: Jeg elsker stadig at have god tid, jeg har brug for at lade op for mig selv ligesom, jeg fordyber mig i forskellige emner og har gang i flere projekter.

En vaskeægte episodiker
Derfor er det måske ikke overraskende, at jeg aldrig rigtig har følt, at jeg passede ind i et almindeligt fuldtidsjob. Selv når kollegaerne har været søde, arbejdsopgaverne overordnet har interesseret mig og der har været rigeligt med anerkendelse, så har det ikke fungeret for mig i længden.

I karrieresprog er jeg en vaskeægte episodiker: En, der efterstræber variation og uafhængighed. Det vidste jeg ikke, at man kunne være – og i mit seneste fuldtidsjob følte jeg mig mest af alt utilstrækkelig, fordi jeg ikke kunne finde ud af at trives, selvom jeg klarede det godt, fik masser af ros og teknisk set godt kunne få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen på fuldtid.

Jeg drømte om noget andet, men vidste ikke, hvad der skulle til.

Når drømmene spirer
Jeg drømte om noget andet, men vidste ikke, hvad der skulle til. Når jeg kiggede tilbage, var tiden på min kandidatuddannelse dog den perfekte blanding af fordybelse på studiet, arbejde på Københavns Rådhus samt engagement i en midlertidig byhave på Amager. I mellemtiden var jeg imidlertid både blevet husejer, mor til mit ældste barn og hustru – og jeg havde derfor ikke mere den samme frihed hverken tidsmæssigt eller økonomisk.

I sensommeren 2016 blev jeg en del af et lokalt madfællesskab. Og i efteråret fandt jeg på at arrangere en fællesspisning på det lokale plejehjem, hvor de aktive i madfællesskabet kunne lave mad sammen med beboerne. Fællesspisningen blev et rigtig fint arrangement med flot opbakning fra plejehjemmet – og jeg kunne mærke, hvordan det gav mening for mig sådan at sætte i værk. Jeg livede simpelthen op og strålede af virkelyst. Jeg havde fået fat på noget, der var vigtigt for mig. Kunne man leve af det? Tanken begyndte at spire i mig.

Jeg havde fået fat på noget, der var vigtigt for mig. Kunne man leve af det? Tanken begyndte at spire i mig.

Sidst på året faldt jeg tilfældigvis over ordet ”handlerum”. Det var netop det, jeg ville: Skabe et rum for nye handlinger i mit eget hverdags- og arbejdsliv samt skabe rum, der ligesom på plejehjemmet engagerede mennesker og inviterede til nye lokale fællesskaber. Idéen til handleRUM og mit logo med en spirende ramme opstod.L

Springet
Fuldtidsjobbet havde jeg stadig. Men der skulle ske noget, hvis jeg ikke skulle knække nakken på det. Derudover var det efterhånden også blevet tydeligt for mig, at jeg efterspurgte langt mere frihed, fleksibilitet og selvstændighed/ansvar, end jeg kunne forvente i et almindeligt lønmodtagerjob.

Jeg forsøgte at gå ned i tid, for som jeg sagde til min chef, så ville jeg gerne have tid til at lave nogle sjove ting ved siden af. Ikke underligt, at hun spurgte, om jeg nu havde det rigtige job.

Jeg forsøgte at gå ned i tid, for som jeg sagde til min chef, så ville jeg gerne have tid til at lave nogle sjove ting ved siden af. Ikke underligt, at hun spurgte, om jeg nu havde det rigtige job. Deltid var ikke en mulighed, og jeg begyndte at tænke mig væk. Og da jeg rent faktisk fik tilbudt en deltidsansættelse havde mit iværksætterprojekt handleRUM slået rødder. Jeg måtte simpelthen prøve det af.

Nu står jeg her
Nu nyder jeg min barsel, og når jeg kan komme til det, arbejder jeg på at opbygge mit netværk, pleje mit barselsprojekt ”Barselsnetværk Hvidovre” samt formidle indhold her på bloggen og på mit startups hjemmeside handleRUM.dk . Derudover har jeg skaffet mig noget rugbrødsarbejde i form af aftenskoleundervisning i blandt andet bæredygtig madlavning.

Og så har jeg skærpet fokus i mit startup, så jeg fremadrettet vil løse den form for opgaver, jeg har arbejdet med tidligere: Udvikling af formidlings- og inddragelseskoncepter med fællesskab, sundhed og bæredygtighed som omdrejningspunkt. Det skal gøre det lettere at komme ud over rampen og i dialog med de essentielle kunder.

Hvordan lykkes jeg?
Mit gamle job lærte mig, at det er lige meget, at andre roser dig for din indsats, hvis du ikke selv trives eller ikke selv oplever, at du gør en forskel. Samtidig er det også utilfredsstillende, hvis der ikke er brug for det, du gør eller kan – og ingen derfor vil betale dig for det. Ud fra det perspektiv skal jeg for at lykkes som iværksætter finde ”smørhullet”. Det er der, hvor mine kompetencer, min passion og andres behov møder hinanden

Selvom stien langs skrænten ender blindt eller jeg snubler, så vil jeg stadig lære noget nyt undervejs.

Men hvis jeg ikke finder smørhullet, betyder det omvendt ikke, at jeg mislykkes. For selvom stien langs skrænten ender blindt eller jeg snubler, så vil jeg stadig lære noget nyt undervejs. Og måske jeg kan finde en smutvej gennem krattet, gå tilbage og vælge en anden vej eller bare rejse mig op, børste sandet af knæene og fortsætte.

Og hvem siger desuden, at mit mål eller for den sags skyld den vej, jeg har lyst til at følge, ikke også kan ændre sig? I det perspektiv lykkes jeg netop i mit arbejds- og hverdagsliv, når jeg lytter til mig selv, tager et skridt ad gangen og ikke bare blindt følger et spor.

Derfor tror jeg også, at den store opgave for mig fremadrettet er at øve mig på at være mere nærværende. Jeg skal ikke fortænke det hele, men mærke efter skridt for skridt.

Læs også første del af beretningen fra mit arbejdsliv.

Min rejse gennem arbejdslivet (1:2)

Det har været overraskende svært for mig at skrive om, hvorfor jeg har valgt det arbejdsliv, jeg har. For kan jeg tillade mig at skrive om det, når jeg endnu ikke er lykkedes med at skabe det? Kan man overhovedet kalde det et arbejdsliv? Og hvordan lykkes man i det hele taget med sit arbejdsliv? Når man er selvforsørgende, når man elsker sit arbejde eller når andre har glæde af det?

1. del af 2

Når jeg læser andre kvinders historier om at lykkes i og med sit arbejdsliv, virker det let. De går muligvis meget igennem, men når de først har fundet den rette hylde, bliver det hele godt ligesom i eventyrene.

Det er ikke sikkert, jeg får alle nuancerne med. For helt ærligt, er det ikke kun, hvis man lever af at sælge glansbilleder, at virkeligheden ser sådan ud? Livet er også, når vi famler os frem, begår fejl og det ikke lykkes. Og selvom vi lander på den rigtige hylde i vores arbejdsliv, fortsætter livet med sine op- og nedture.

Livet er også, når vi famler os frem, begår fejl og det ikke lykkes. Og selvom vi lander på den rigtige hylde i vores arbejdsliv, fortsætter livet med sine op- og nedture.

Det var bare ikke det, jeg havde forestillet mig, da jeg i juli 2017 stoppede på mit daværende arbejde, fordi jeg ville skrue mit liv sammen på en ny måde.

Drømmen om et sammenhængende hverdagsliv
I juli var det to år siden, at jeg stoppede på mit daværende arbejde, fordi jeg drømte om et mere sammenhængende hverdagsliv med mere plads til både at være langsom med min familie, få mit startup handleRUM op at køre og engagere mig i mit lokalområde. Altså uden at skulle løbe stresset rundt.

Det lyder som mange ting på en gang, og det var også lettere sagt end gjort. Tidligt i forløbet valgte jeg således at søge dagpenge, fordi jeg på trods af opsparing havde brug for et mindre undervisningsjob, der kunne finansiere opstartsperioden. Det ville også give en større sikkerhed, hvis en ønsket graviditet blev til noget.

Limbo i et mislykket arbejdsliv
Undervisningsjobbet lod vente på sig, men graviditeten blev hurtigt en realitet. Pludselig skulle jeg derfor balancere projekt ”sammenhængende hverdagsliv” og handleRUM med dagpengeland og en ny graviditet. Graviditeten gik imidlertid til grunde, og det næste halvandet år blev et limbo mellem nye graviditeter, dagpengeland, projekt ”sammenhængende hverdagsliv” og mit startup.

Jeg nød, at jeg nu kunne være langsom med min datter om morgenen. Jeg mærkede engagementet boble i maven, når jeg arbejdede med mit startup, og når mine civile projekter fik medvind. Men det drænede mig for energi og dræbte min virkelyst at skulle ”stå til rådighed for arbejdsmarkedet”, ligesom at min Start Up var et godt stykke fra at gøre mig selvforsørgende.

Og jeg vidste heller ikke, om det ville lykkes at blive mor til endnu et barn. Faktisk følte jeg mig mislykket, fordi jeg ikke var i stand til at få det hele til at fungere sådan rigtigt.

Jeg følte mig mislykket, fordi jeg ikke var i stand til at få det hele til at fungere sådan rigtigt.

Bagklogskabens klare lys
Lykkeligvis blev jeg i januar i år mor til endnu et barn, og barselstiden har givet mig tid til at reflektere. For måske har jeg ikke kun været en fiasko? Når jeg kigger tilbage, kan jeg nemlig se, at jeg på mange måder har haft det hverdagsliv, jeg drømte om. Jeg har også arbejdet med noget, der har givet mening for mig, og jeg har fundet en vej. Det ligner ikke succes, men måske virkeligheden er ok, selvom den ikke er trykt på glittet papir?

Når jeg kigger tilbage, kan jeg nemlig se, at jeg på mange måder har haft det hverdagsliv, jeg drømte om.

Samtidig er det blevet tydeligere for mig, hvilke valg jeg skal træffe, når min barsel slutter. Jeg skal nemlig ikke tilbage på dagpenge, men koncentrere mig om mit startup. Min mand og jeg har derfor valgt at spænde livremmen ind, så vi kan klare os for min mands løn, og hvad jeg kan tjene på aftenskoleundervisning ved siden af. Det giver mig en følelse af mod, handlekraft og frygt – som om jeg vælger den yderste sti langs skrænten frem for den længere inde i landet.

Hvis (eller når?) jeg snubler, vil der måske være nogle, der siger, at jeg skulle have taget den sikre vej.

Jeg er bange for, at det er dumdristigt, og hvis (eller når?) jeg snubler, vil der måske være nogle, der siger, at jeg skulle have taget den sikre vej. At de godt vidste, at det ville gå galt, eller at jeg ikke ville kunne klare det. Men jeg har besluttet mig for, at jeg nu vil have hele udsigten med.

Men hvorfor tog jeg tilbage i 2017 første skridt ud i dette arbejdsliv?

Det kan du læse om i fortsættelsen af Min rejse gennem arbejdslivet 2:2 

Deltidsfælden set med fællesskabets briller

Bidrager vi virkelig kun til samfundet, når vi har et fuldtidsjob? For hvem skal tage tørnen i fodboldklubben eller tage chancen som iværksætter, hvis vi alle sammen er på arbejde? 

For nogle år siden fulgte jeg med i en debat om udfordringerne ved, at kvinder vælger deltid. På den ene side stod en mor, der gerne ville hente sin datter fra institution før kl. 15. På den anden side Ditte Giese og Mette Viktoria Pabst, der blandt andet argumenterede for det problematiske ved, at (nogle) kvinder tager en lang uddannelse på samfundets regning, hvorefter de vælger at gå hjemme/arbejde på nedsat tid for at få familielivet til at hænge sammen eller få mere tid med deres børn.

På den måde bliver kvinderne en dårlig forretning for samfundet – og bidrager til den kønsmæssige ulighed, vi ser på arbejdsmarkedet. For mange af disse kvinder betyder det også, at deres pensionsopsparing, lønudvikling med mere bliver formøblet i emotionelt arbejde i hjemmet. Det kan ses i statistikkerne.

Hvorfor er det lige, at det er de 37 timer, der er den magiske grænse for, om vi er bidragsydere eller nassere?

Uligheden i økonomien er en udfordring
Når jeg tager mine strukturelle briller på (af en eller anden grund ser jeg skarpere med dem end med mine egne), synes jeg, at uligheden på arbejdsmarkedet og i mænds og kvinders økonomiske situation er en udfordring. Og både i de enkelte familier og på samfundsniveau er det problematisk, at mor går på deltid, og far tjener pengene.

Når jeg tager mine egne briller på, er billedet dog mere mudret og sammensat. For hvem, tror du, har den mindste pensionsopsparing, min mand eller jeg? Yes, det er mig. Og ja, det er irriterende at være en kvindelig kliché, men for to år siden valgte jeg at stoppe i mit akademikerjob for at få mere tid til at være langsom med min familie, få mit startup handleRUM op og flyve og få tid til at engagere mig i mit lokalsamfund.

Hvem, tror du, har den mindste pensionsopsparing, min mand eller jeg? Yes, det er mig.

Selvom jeg har smidt nogle penge efter min pension siden, så ændrer det ikke ved, at jeg tjener færre penge end min mand og, at jeg har prioriteret at arbejde mindre. 2-0 til den kønsmæssige skævhed i vores hjem.

Iværksætteren er en helt
Men hvis jeg nu pudser mine briller, så kan jeg også for øje på noget andet end fiaskoen på ligestillingsfronten. For udover, at jeg er mor, er jeg også iværksætter med professionelle mål og ambitioner. Det kan ikke ses på den økonomiske bundlinje her og nu, men det er målet. Hvis det lykkes, så bliver jeg pludselig en helt på ligestillingsfronten, for kvindelige iværksættere vil vi gerne have. Og hvem ved ikke, at man må ofre sved, blod og tårer – herunder pensionsopsparinger – i bestræbelserne på at få succes som iværksætter? Det kan vi godt acceptere.

Samtidig kan jeg mærke, at jeg ikke vil købe præmissen om, at vi kun er vores samfundsbetalte uddannelse værd og kun bidrager rigtigt til samfundet, hvis vi arbejder fuld tid.

Vi kan bidrage til samfundet på andre måder
Jeg er særdeles opmærksom på den privatøkonomiske side af sagen, men jeg er samtidig fortaler for, at vi nytænker vores arbejdsliv. For hvorfor er det lige, at det er de 37 timer, der er den magiske grænse for, om vi er bidragsydere eller nassere?

Jeg ved godt, at Finansministeriet ikke opererer med flere bundlinjer, men når vi samtidig har en civilsamfundsstrategi fra et andet ministerium, må vi vel anerkende, at vi kan bidrage til samfundet på andre måder end ved at arbejde fuldtid?

Vi har også brug for mennesker, der engagerer sig i civilsamfundet, tager chancer og fejler som iværksættere samt bruger deres gode kræfter i børnenes institutioner.

Jeg mener, at vi skal væk fra at se fuldtidsarbejde som den eneste ansvarlige måde at skrue sit arbejdsliv sammen på. Vi må anerkende, at vi kan bidrage til samfundet med andet end kroner og ører.

Vi har også brug for mennesker, der engagerer sig i civilsamfundet, tager chancer og fejler som iværksættere samt bruger deres gode kræfter i børnenes institutioner. Selvom vi ikke kan regne det ud, gør det også vores samfund rigere.

Hvordan får du indflydelse på din by?

Måske kan bare en lille græsplæne, en bænk og en blomsterkrukke eller to få dig til at føle dig bedre tilpas? Eller måske kan et bump, et bed og et træ forhindre, at et barn på din vej kommer til skade, fordi en billist har for travlt?

Tænk, hvis man kunne fremme biodiversitet, fællesskab og hensynsfuld kørsel samt forebygge indbrud og ensomhed ved at erstatte kedelig vej med små grønne oaser?

Men hvordan kommer du og dine naboer i dialog med de lokale politikere om det? En af nyhederne hos AOF Hvidovre dette efterår er mit kursus i byplanlægning for begyndere. Det handler om, hvordan man som borger kan få indflydelse på byplanlægningen dér, hvor man bor.

Har du lyst til at ændre dine omgivelser? Men ved du ikke, hvordan du kommer i gang og hvordan, du får lov?

Du kan læse mere om kurset på AOF Hvidovres hjemmeside.



At blive mor ændrede alt – og ingenting

Hvornår kommer der en mor med stort m?

Der hersker en fortælling om, at du ændrer dig, når du bliver mor. Hvis du for eksempel taler om moderskab og karriere, før du selv har fået børn, og måske lufter tanken om at fortsætte dine prioriteter ind i moderskabet, kan du næsten være sikker på, at nogle siger: ”Bare vent til du bliver mor” eller ”Alt ændrer sig, når du bliver mor”. Underforstået, at alle dine prioriteter og behov – ja hele din personlighed ændrer sig, når du får børn. Pludselig vil børnene blive dit et og alt og du vil ikke være til at drive uden for hjemmets fire vægge. Du bliver vel, hvad man kalder “mor med stort m”.

Hvor er der en mor med stort m?

Det er selvfølgelig rigtigt, at intet bliver som før, når man bliver forælder. Det lille barn er dybt afhængigt af en og dets behov kan man ikke rigtig komme uden om. Men selvom nogle kvinder oplever, at alt må vige pladsen for deres lille nye guldklump, så er det på ingen måde givet, at du og dine behov ændrer sig. Tværtimod.

Er der nogle, der har set mig bag moderskabet?

Da jeg for fire år siden blev mor første gang, havde jeg en forventning om, at moderskabet ville gå lige i hjertet på mig fra dag et: Den der forelskelse, som indtræffer, når det nyfødte barn rammer ens bryst for første gang. At mit største behov fra den dag af ville være at dække mit barns behov og være mor og, at mine egne behov ville glide i baggrunden. Og jo, mine behov gled absolut i baggrunden.

Imidlertid var det ikke den altdominerende moderfølelse, der ramte mig, men oplevelsen af at være rundt på gulvet og miste mig selv. Moderfølelsen kom stille og roligt, men mit behov for at være mig og have tid til mig selv forsvandt ikke. Det havde ellers havde været en fordel, da den lille det første halve år (der har været undtagelser, men dem husker jeg ikke så godt) om dagen kun sov i viklen på min mave eller i en trillende barnevogn. Jeg husker stadig den fantastiske fornemmelse at kunne cykle afsted og have 6 timer for mig selv foran computeren den dag, min mand overtog barslen!

Morskammen

Med mit moderskab blev skammen over ikke at være nok mor født: At det ikke var nok for mig at nyde min baby, at jeg ikke konstant havde hende i en vikle på maven (at jeg havde det et par timer i døgnet var åbenbart ikke nok…), at jeg formåede at få noget at spise hver dag (jeg havde hørt, at andre mødre på barsel ofte ikke nåede at spise). Forventningspresset gjorde det hårdt at være mor, selvom min baby trivedes og fik dækket sine behov for både mad og omsorg. Jeg bonede ud i Sundhedsplejens fødselsreaktionstest.

Min Sundhedsplejerske var overrasket over de mange mødre, hun mødte, der ikke bare hyggede sig derhjemme med den lille, men havde behov for noget mere: Jeg fik tilbudt en plads i kommunens netværksgruppe for mødre, der havde det svært. Det var rart at tale med andre nybagte mødre om moderskabet. Men samtidig med, at jeg kunne spejle mig i deres udfordringer og derfor kunne konkludere, at min reaktion var i den milde ende, så sloges jeg stadig med mig selv om ikke at være nok mor. Jeg havde stadig behov for bare at være mig. Alt havde altså ændret sig, da jeg blev mor – undtagen mig.

Morskammen blev en tro følgesvend: At jeg syntes, det var så hårdt at være alene med mit barn, når min mand var på arbejde (og ofte kiggede på min telefon for at se, hvornår det var sengetid), at jeg havde svært ved at slappe af, hvis jeg havde mit barn med hjem til en veninde, at jeg stadig savnende – og elskede at have ordentlig tid til mig selv.

Næste gang gør jeg det bedre

I løbet af et par år fik min mand og jeg lyst til et barn mere. Med planerne om familieforøgelse kom også et ønske om, at jeg anden gang ville kunne gøre det bedre som mor (så kan man ligesom ikke presse forventningerne højere op!). I det lys var det måske heldigt, at jeg aborterede to gange, før vores andet barn kom til verden. Det gav mig tid til at kigge nærmere på de høje forventninger. Og da jeg omsider bag på et levedygtigt foster, tænkte jeg ikke mere, at jeg anden gang skulle gøre det bedre som mor: Jeg skulle tværtimod gøre det rarere for mig selv. Man ved ikke, hvilket barn man får, men det var vigtigt for mig at skabe plads til mig selv, mit alene-behov og mine interesser. Jeg ved, at det er en floskel: Men en glad mor, der tager vare på sine egne behov, er en god mor!

mor med lille m?

I dag er det ved en hver given lejlighed blevet vigtigt for mig at understrege, at det er helt normalt, at man som (nybagt) mor synes:

  1. Det er benhårdt
  2. Ikke oplever tilknytningen til sit barn som en heftig forelskelse
  3. Har behov for at beskæftige sig med andet end baby

Det betyder ikke, at man er mindre mor af den grund. Og det betyder heller ikke, at man nødvendigvis har en fødselsreaktion (hvis man har, skal man selvfølgelig have hjælp til det). For helt ærligt, er det ikke normalt at reagere på en så livsomvæltende oplevelse, det er at føde og få et barn?

Til fødselsforberedelse med mit andet barn fortalte jeg derfor om min oplevelse af at blive mor første gang. Som svar sagde underviseren, at man både kan være mor med stort og lille M: Underforstået, at den mor, der ikke blot nyder barsel og baby er mor med mindre m. Hun mente det godt – at det både er fint at være mor med lille og med stort m. Men der findes altså ikke mødre med henholdsvis store og små m’er i andet end retstavning. Vi er forskellige som mødre og lader det udfolde på forskellig vis. Men jeg tror ikke, jeg kender en mor, der ikke synes, at moderskabet både er benhårdt, utrolig meningsfuldt og skønt på en gang.

Sårbarhed og styrke

Da jeg her først på året blev mor for anden gang, blev jeg heller ikke denne gang væltet bag over af en heftig forelskelse, men oplevede ligesom sidst en enorm sårbarhed. Men hvor sårbarheden sidst var den skamfulde oplevelse af ikke at være mor nok, var oplevelsen denne gang anderledes styrkefuld. Jeg mærkede mig selv enormt tydeligt, følte mig stærk og oplevede, hvordan jeg langsomt knyttede mig til mit lille barn. Det er en intens tid, og træthed, bekymring for det lille barn samt oplevelsen af at være bundet til baby og ammepude er også fulgt i kølvandet på mit andet moderskab. Til gengæld har mit lille barn sovet fint. Det betyder, at jeg har haft den tid til mig selv, som jeg savnede under min første barsel. Og det bekræfter mig i, at jeg er utrolig meget mere overskud som mor, når jeg har tid til mig selv – og blandt andet har tid til at skrive. Det har hverken et og nu to børn kunnet ændre.  

Morskammen som evig følgesvend?

På mange måder føler jeg, at jeg nu er landet bedre i mit moderskab. Men selvom moderskammen ikke konstant træder mig i hælene og råber ad mig, så er den der stadig. Og jeg bliver stadig ramt af usikkerhed og få dårlig samvittighed over, at jeg – mens min datter er vågen – kan have hovedet fyldt med tanker og idéer, jeg skal have skrevet ned, lige så snart hun sover igen. Eller tjekker min telefon for at se, om min mand mon ikke snart har fri, når jeg i dag står med to skrigende unger i ulvetimen. Tænk hvis jeg var sådan en mor, der bare kunne være helt tilstede hele tiden og syntes det var fantastisk bare at fordybe mig i mine børn?

Men ingenting har ændret sig: Jeg må konstatere, at jeg er en langt mere nærværende mor over for begge mine børn, hvis jeg har tid til mig selv og mine interesser.

Læs også:

Fællesskab på barsel 

På barsel med mit første barn følte jeg mig isoleret og jeg savnede aktiviteter, der havde fokus på mig – og ikke min baby. Kort før fødslen af mit andet barn tog jeg derfor initiativ til et lokalt barselsnetværk.

Barselsnetværket er for forældre m/k, som savner input ude fra samt aktiviteter og samtaler, som ikke har baby som omdrejningspunkt – men giver plads til fars og mors interesser og en mere nuanceret forældrerolle.

Formålet med netværket er at fremme trivsel og fællesskab blandt forældre på barsel. I forlængelse heraf er fokus i netværket er at give forældre på barsel et rum, hvor omdrejningspunktet ikke er baby, men forælderen som helt menneske. Ønsket er, at forældrene ved at deltage i kulturelle, folkeoplysende og/eller debatskabende arrangementer kan få nogle nye input, blive en del af et fællesskab og opleve, at der er plads til andet end lyserød baby-boble.

Bedre barsel er også bæredygtig udvikling

Et sted vi i Danmark kan sætte ind i for at sikre ligestilling mellem kønnene og dermed bidrage til FN’s Verdensmål nr. 5, er på barselsfronten. For fx gavner det både baby, mor og far på arbejds-, økonomi- og hjemmefronten, hvis far tager mere barsel. Samtidig skal det være slut med at forstå barsel som en karrierehæmmer – og vi skal åbne for en mere nuanceret forståelse af, hvordan man som forælder kan være på barsel. Rigtig mange forældre trives nemlig med at holde kontakten med arbejdspladsen, fordybe sig fagligt eller igangsætte nye projekter, mens de også passer deres lille guldklump.

Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene

Derfor ser vi også en masse nye barselsinitiativer, som bygger på fællesskab omkring noget andet end baby. Selv har jeg startet et frivilligt barselsnetværk på Vestegnen. Til efteråret har vi i samarbejde med den lokale aftenskole FORA sammensat et spændende program, hvor blandt andet Lisbeth Odgaard Madsen fra Potential Company kommer og fortæller om at få arbejds- og familielivskabalen til at gå op.

Netværket Business & BarselBarselshuset i Århus samt Barselsakademiet KBH er andre spændende initiativer, der skaber rum for barselsfællesskaber, der ikke kun har baby som omdrejningspunkt. Initiativerne er samtidig eksempler på, hvordan forskellige kvinder på barsel selv har skredet til handling, fordi de savnede fællesskab og input under deres egen barsel.

Bæredygtig udvikling: Fra verdensmål til hverdagsmål

Mærker du også handlingslammelse og magtesløshed, når du hører om klimakrisen og andre miljøudfordringer? Det er muligvis nødvendig viden, men frygt og dårlig samvittighed er bare ikke en særlig god motivationsfaktor, hvis vi skal ændre noget. Det gælder, hvis vi skal tabe os 10 kilo – det gælder også, hvis vi skal spise mindre oksekød.

I øjeblikket er jeg optaget af bæredygtig udvikling og FN’s verdensmål. Således er det blevet meget vigtigt for mig, at vi både som samfund og som enkeltpersoner passer på vores klode.

FN's verdensmål for bæredygtig udvikling

Jeg mener først og fremmest, at det er politikernes ansvar at sætte retningen for Danmark og på strukturelt niveau sikre, at vi kan leve op til FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Vi har imidlertid også brug for, at vi hver især bliver i stand til at handle på mikroniveau, for forandring skal der til. Og det kræver ikke frygt og skyldfølelse, men viden om bæredygtighed, engagement og visioner, kritisk sans og handleerfaringer.

Samtidig mener jeg, at vi har brug for fællesskaber, der kan vise os vejen og understøtte et bæredygtigt hverdagsliv. Hvis vi skal gå fra verdensmål til hverdagsmål kræver det altså aktive handlinger i fællesskab!

www.facebook.dk/handleRUM samt på www.handleRUM.dk kommer jeg i øjeblikket derfor med mine bud på, hvordan vi kan skabe rum for bæredygtighed gennem aktiv handlen og fællesskab frem for skrækscenarier og informationskampagner.

Det gode institutionsliv?

Det er svært ikke at blive påvirket af, hvad jeg i øjeblikket hører om forholdene rundt omkring i nogle børneinstitutioner. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad vi ville gøre, hvis vores ældste barn ikke trivedes med at gå i institution – og hvornår vi ville gøre noget?

Gør vi det som forældre godt nok?

Vi er heldige, at hun er i en rigtig god institution og vigtigst, at hun trives med at være der – og får en masse ud af det. Jeg synes imidlertid godt, jeg kan mærke, at der – særligt i børnehaven – mangler hænder. Derfor synes jeg ikke altid, at institutionslivet er godt nok. Og jeg tænker, om vi som forældre gør det godt nok.

Den satans hjemmepasning

På nettet falder jeg ofte over forældre, der er fortalere for hjemmepasning (og synes, at institutionslivet er virkelig skadeligt). På en eller anden måde bliver jeg lidt forført af alt den hjemmepasning (og min mand og jeg er faktisk blevet enige om at udskyde den yngstes institutionsstart nogle måneder) samtidig med, at det også gør mig træt. Måske jeg ville ønske, at jeg var sådan en, der ville elske at gå hjemme med mine børn? Eller er der tale om et (selvskabt) forventningspres om, at den perfekte forælder selvfølgelig ikke sender sine poder i institution (eller i hvert fald henter dem senest kl. 14)? Jeg kan nemlig godt se, at vores ældste bare trives allerbedst, når vi som forældre har overskud og bruger en masse tid sammen med hende.

Overskud, engagement og alenetid

Sagen er imidlertid, at vi som forældre ikke altid har overskud – og at mit overskud blandt andet er dybt afhængigt af, at jeg har tid til mig selv og mit professionelle engagement (det økonomiske aspekt springer jeg lige let og elegant henover i denne sammenhæng). Samtidig synes jeg faktisk også, at vores ældste får rigtig mange gode oplevelser og lærer en masse af at gå i institution. Så at tage hende hjem ville ikke give mening.

Lange eftermiddage alene i hus og have

Men hvordan håndterer jeg så barnets institutionsliv? Som det ser ud nu, bliver hun de fleste af ugens dage afleveret sidst på morgenen og hentet midt på eftermiddagen. Men nogle gange virker det lidt skørt, at jeg skynder mig afsted for at hente hende, selvom jeg ikke har så meget at tilbyde hende herhjemme, hvor der ikke er andre at lege med end den lille på 4 måneder. Jeg vil virkelig gerne være sammen med mine børn, men de der eftermiddagstimer alene i hus og have er altså heller ikke super fede.

Fællesspisning i daginstitution

Det fællesskabsorienteret lokalsamfund

Derfor vender jeg igen og igen tilbage til kulturforsker Karen Hvidtfeldt Madsens bud på mindre dårlig samvittighed som forælder:

”Et mere fællesskabsorienteret samfund, hvor vi ikke hylder hjemmet som det eneste gode sted for børnene. Hvor vi gør en indsats i børnehaven frem for at styrte ind og hente vores eget barn. Et mere fleksibelt arbejdsmarked, længere åbent i institutionen og lavere boligpriser”.

Karen Hvidtfeldt Madsen (Vores Børn Plus 2014)

Tænk, hvis jeg i stedet for at hente mine børn hjem kunne hænge ud i deres institution? De ville kunne lege videre med deres venner samtidig med, at jeg var i nærheden klar til at se et trick på rutsjebanen eller til at høre om dagens aktiviteter. Måske kunne jeg få mig en kop kaffe, sludre med en af de andre forældre eller læse avisen? På den måde kunne jeg være sammen med mine børn samtidig med, at vi var en del af et større fællesskab – og jeg kunne måske endda bidrage til hverdagen i institutionen ved lige at give et nap med i køkkenet eller sørge for at plantekasserne på legepladsen blev vandet? Om aftenen var der måske fællesspisning en gang om ugen og i det hele taget ville børnene opleve, at vi som forældre var engagerede i deres liv og, at vi kunne være sammen om noget.

Sådanne idéer appellerer i virkeligheden langt mere til mig end at have mine børn herhjemme: Jeg vil hellere bygge et fællesskab op omkring vores hverdag frem for at have et hjemmeliv, som jeg som forælder ikke trives i.  

Dette blogindlæg har også været bragt på www.balancebaren.dk.

Færre penge kræver tid

De seneste år har jeg fået det sværere og sværere med forbrug. Jeg kan egentlig godt lide at bruge penge på for eksempel bøger, uld (det er min 3-årige så rimelig træt af, fordi uld sjældent fås i skrig-pink) eller planter til køkkenhaven. Men samtidig giver det mig også en dårlig fornemmelse bare at købe. Særligt når maskinparken til hjem og have bliver større uden, at vi får glæde af apparaterne eller når vores nyanskaffelser hurtigt skal skiftes ud, fordi vi ikke passer ordentlig på dem. Men det også utilfredsstillende, når jeg blot får købt en madvare, som jeg ikke får brugt. Eller tøj, som jeg først får brugt, når sol, måne og stjerner står perfekt i forhold til hinanden. Yes, det sker aldrig.

Forbrug og hamsterhjul

Jeg får dårlig samvittighed, fordi jeg godt ved, at vores klode ikke kan holde til det overdrevne, bevidstløse forbrug. Men jeg synes også, det er utilfredsstillende, fordi vi på den måde selv er med til at øge hastigheden i hverdagens hamsterhjul: Vi bliver nødt til at arbejde for, at vi kan forbruge – og vi forbruger, fordi vi arbejder. I virkeligheden er der bare så meget, jeg hellere vil end at arbejde for at få råd til at købe ting.

Fælles fodslag – forskellige mål

Derfor har min mand og jeg besluttet at skære ned på vores forbrug. Det giver mig bedre samvittighed over for moder jord. Men samtidig muliggør det, at vi kan veksle kroner og øre til tid – for mit vedkommende tid til familielivet, mit startup og mine civile engagementer. For min mand giver det primært mening at skære ned på forbruger, hvis vi kan investere, blive gældfri og mere økonomisk uafhængige. Vi har altså fundet en fælles vej, men motiveres af forskellige mål.

Det er endnu ikke helt tydeligt for mig, hvad det kommer til at betyde for vores forbrug og hvor seje vi kan blive til at nedskalere. For vi har ikke tænkt os at sælge vores bil, vi har ikke planer om at blive veganere – og vi har lige købt en ny haveparasol i jem & fix. Men vi er stoppet med at tale om at bygge til, vi har begrænset vores kødforbrug yderligere, opsagt vores rengøringsfirma ligesom, at min mand har repareret vores ellers hårdt prøvet iPad. Jeg tænker, at det er en proces og, at vi skal blive endnu bedre til at passe på, udnytte samt reparere de ting, vi har.

Færre penge kræver mere tid

Og så er det, det slår mig, at det at nedsætte sit forbrug og dermed spare penge faktisk kræver, at vi har mere tid. Tid til at vedligeholde og reparere, lave mad fra bunden og til at cykle i stedet for at tage bilen (det var så der, vi ikke var kommet til endnu, for vi fik bil sidste år – og det er faktisk først gang i hele mit liv, at min familie og jeg har sådan en). Det er selvfølgelig også nogle af disse ydelser, vi med ren klimasamvittighed kan købe sig fra, men så er vi igen afhængige af at opretholde en forholdsvis høj indtægt. Samtidig er der faktisk et eller andet dybt tilfredsstillende ved netop at gøre alle disse ting selv.

Meningen med det hele er at få noget fra hånden

Jeg er som person utrolig meget oppe i mit hoved og kan bruge virkelig meget tid på at tænke over, hvad der er vigtigt her i livet. Når jeg bruger tid på havearbejde, madlavning eller at hænge tøj op, bliver min tankestrøm imidlertid sat på pause. Og det føles faktisk bare utrolig tilfredsstillende at få noget arbejde fra hånden ligesom, at resultatet er helt konkret og tydeligt. I en tid, hvor vi er mange, der kan nikke genkendende til oplevelserne med ”Pseudoarbejde”, hvor stress er en folkesygdom og de faste holdepunkter og værdier er få, så giver hus- og havearbejdet bare en helt banal oplevelse af mening.

Så selvom vi har mulighed for at lade være, betale os fra det og bruge vores hoveder, så tror jeg, at vi bliver gladere mennesker af at bruge vores hænder. I stedet for at prøve at tænke mig til det hele, skal jeg sparke mig selv ud i haven, gribe lugejernet og komme i gang. På den måde bidrager en opbremsning af forbruget også på sin helt egen måde til at skabe mere mening i min hverdag.

Fællesskab på barsel

Da jeg i vinter, gravid med mit andet barn, fandt www.bedrebarsel.dk og Barselshuset på nettet, blev jeg begejstret. Dels fordi hjemmesiden afspejler nogle af de følelser og tanker, som også har fyldt hos mig siden jeg i 2015 blev mor for første gang. Dels fordi et sted som Barselshuset netop var det, jeg savnede under min første barsel: Et sted, hvor jeg ikke kun behøvede at være nogens mor, men også kunne høre og tale om noget, der engagerede mig som person – samtidig med, at der var plads til barnet. Og et sted der gerne ville nuancere, hvad det vil sige at være forælder samt et sted, som skabte rum for et barslende fællesskab.

Lokalt barselsnetværk

Jeg fandt så desværre ud af, at selve Barselshuset ligger i Århus, mens jeg bor i forstaden klos op ad København. Barselshuset kunne derfor ikke blive mit helle under den anden barsel. Da jeg blev gravid med mit andet barn havde jeg imidlertid allerede besluttet, at denne barsel skulle være anderledes: Jeg ville prøve at holde fast i at lave noget ikke-babyrelateret og jeg ville gøre mit til, at det ikke blev en lige så ensom affære. Derfor tog jeg initiativ til et lokalt barselsnetværk på Vestegnen.

Rum for det hele menneske

Formålet med barselsnetværket er at fremme trivsel og fællesskab blandt forældre på barsel. Netværket skal give forældre på barsel et rum, hvor omdrejningspunktet ikke er baby, men forælderen som helt menneske. Ønsket er, at forældrene ved at deltage i forskellige aktiviteter og arrangementer kan få nogle nye input, blive en del af et fællesskab og opleve, at der er plads til andet end lyserød baby-boble – og dermed en mere nuanceret forældrerolle. Med baby på armen, og hvad det medfører af uro, bleskift og gråd.

Fra Facebook til aftenskoleprogram

På nuværende tidspunkt tæller barselsnetværket mere end 150 medlemmer på Facebook. Vi har fået lov at låne lokaler i kommunens Børnesundhedshus, og vil fremadrettet mødes fast den første fredag formiddag i måneden. Første arrangement var yoga i maj, hvor et lokalt yogacenter stod for undervisningen. Indtil videre er netværket ikke etableret som forening, da jeg som frivillig initiativtager gerne vil undgå for meget bureaukrati og administration. Derfor tilmelder deltagerne sig blot ved at overføre deltagergebyret via MobilePay og så kører det hele ellers over Facebook.

Vi har imidlertid indledt et samarbejde med en af de lokale aftenskoler om programmet for efteråret. Aftenskolen står for at booke oplægsholdere og kan som folkeoplysende forening fungere som netværkets organisatoriske fundament. Det betyder, vi kan søge penge til at gennemføre arrangementerne for ligesom, at deltagerne kan købe billetter på aftenskolens hjemmeside. Den økonomiske side af initiativet vil derfor blive mindre sårbar – og mulighederne flere. Det er helt sikkert fornuftigt at få skilt min private økonomi fra netværkets. På den anden side er det utrolig befriende, at man med en platform som Facebook og appen MobilePay så let og hurtigt kan starte et nyt initiativ og få arrangementer i kalenderen.

Landsdækkende initiativ

Eftersom barselsnetværket er opstået med inspiration fra Bedre Barsel i Århus synes jeg, det kunne være spændende, hvis vores lokale netværk på sigt kunne blive en del af Bedre Barsel i Århus. Fra mit perspektiv er det ikke vigtigt, at vi som lokalt netværk har den samme organisering som her, men at vi forpligter os på et fælles almennyttigt formål . På den måde vil vi som lokalt netværk stå stærkere både i forhold til at søge fondsmidler og rekruttere nye deltagere.

Jeg er på den baggrund gået i dialog med de gode folk bag Bedre Barsel og Barselshuset i Århus, og er spændt på, hvordan vores lokale barselsnetværk udvikler sig i fremtiden.

Læs mere:

Læs mere om min vej ind i moderskabet i indlægget: At blive mor ændrede alt – og ingenting.