Fællesskab på barsel

Da jeg i vinter, gravid med mit andet barn, fandt www.bedrebarsel.dk og Barselshuset på nettet, blev jeg begejstret. Dels fordi hjemmesiden afspejler nogle af de følelser og tanker, som også har fyldt hos mig siden jeg i 2015 blev mor for første gang. Dels fordi et sted som Barselshuset netop var det, jeg savnede under min første barsel: Et sted, hvor jeg ikke kun behøvede at være nogens mor, men også kunne høre og tale om noget, der engagerede mig som person – samtidig med, at der var plads til barnet. Og et sted der gerne ville nuancere, hvad det vil sige at være forælder samt et sted, som skabte rum for et barslende fællesskab.

Lokalt barselsnetværk

Jeg fandt så desværre ud af, at selve Barselshuset ligger i Århus, mens jeg bor i forstaden klos op ad København. Barselshuset kunne derfor ikke blive mit helle under den anden barsel. Da jeg blev gravid med mit andet barn havde jeg imidlertid allerede besluttet, at denne barsel skulle være anderledes: Jeg ville prøve at holde fast i at lave noget ikke-babyrelateret og jeg ville gøre mit til, at det ikke blev en lige så ensom affære. Derfor tog jeg initiativ til et lokalt barselsnetværk på Vestegnen.

Rum for det hele menneske

Formålet med barselsnetværket er at fremme trivsel og fællesskab blandt forældre på barsel. Netværket skal give forældre på barsel et rum, hvor omdrejningspunktet ikke er baby, men forælderen som helt menneske. Ønsket er, at forældrene ved at deltage i forskellige aktiviteter og arrangementer kan få nogle nye input, blive en del af et fællesskab og opleve, at der er plads til andet end lyserød baby-boble – og dermed en mere nuanceret forældrerolle. Med baby på armen, og hvad det medfører af uro, bleskift og gråd.

Fra Facebook til aftenskoleprogram

På nuværende tidspunkt tæller barselsnetværket mere end 150 medlemmer på Facebook. Vi har fået lov at låne lokaler i kommunens Børnesundhedshus, og vil fremadrettet mødes fast den første fredag formiddag i måneden. Første arrangement var yoga i maj, hvor et lokalt yogacenter stod for undervisningen. Indtil videre er netværket ikke etableret som forening, da jeg som frivillig initiativtager gerne vil undgå for meget bureaukrati og administration. Derfor tilmelder deltagerne sig blot ved at overføre deltagergebyret via MobilePay og så kører det hele ellers over Facebook.

Vi har imidlertid indledt et samarbejde med en af de lokale aftenskoler om programmet for efteråret. Aftenskolen står for at booke oplægsholdere og kan som folkeoplysende forening fungere som netværkets organisatoriske fundament. Det betyder, vi kan søge penge til at gennemføre arrangementerne for ligesom, at deltagerne kan købe billetter på aftenskolens hjemmeside. Den økonomiske side af initiativet vil derfor blive mindre sårbar – og mulighederne flere. Det er helt sikkert fornuftigt at få skilt min private økonomi fra netværkets. På den anden side er det utrolig befriende, at man med en platform som Facebook og appen MobilePay så let og hurtigt kan starte et nyt initiativ og få arrangementer i kalenderen.

Landsdækkende initiativ

Eftersom barselsnetværket er opstået med inspiration fra Bedre Barsel i Århus synes jeg, det kunne være spændende, hvis vores lokale netværk på sigt kunne blive en del af Bedre Barsel i Århus. Fra mit perspektiv er det ikke vigtigt, at vi som lokalt netværk har den samme organisering som her, men at vi forpligter os på et fælles almennyttigt formål . På den måde vil vi som lokalt netværk stå stærkere både i forhold til at søge fondsmidler og rekruttere nye deltagere.

Jeg er på den baggrund gået i dialog med de gode folk bag Bedre Barsel og Barselshuset i Århus, og er spændt på, hvordan vores lokale barselsnetværk udvikler sig i fremtiden.

Læs mere:

Læs mere om min vej ind i moderskabet i indlægget: At blive mor ændrede alt – og ingenting.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *