Precarity

Forstadsbetragtninger 2/100

Lettelse var nok min første reaktion oven på gårsdagens pressemøde: At mit ældste barn igen kan komme i børnehave og, at vi som planlagt kan køre den yngste ind i vuggestue til maj. Og så kom en slags sorg eller skyldfølelse skyllende – har jeg nu nydt de her uger hjemme sammen med mine børn nok (de første 14 dage nød jeg dem overhovedet ikke!)? Bekymringen og ængstelsen kom først, da jeg kiggede på Facebook, da jeg kunne se, hvordan andre forældre reagerede: Er det overhovedet forsvarligt at sende ungerne af sted?

Herhjemme lever vi med en vis smitterisiko. Min mand arbejder i sundhedsvæsenet, og selvom han ikke tager sig af coronapatienter, så er det nok kun et spørgsmål om tid, før han slæber virus med hjem. At ungerne kommer i institution ændrer ikke væsentligt ved billedet.

Jeg er langt mere ængstelig på grund af den fortsatte nedlukning af samfundet. Jeg synes umiddelbart, det virker fornuftigt. Men hvad med ungernes ellers tætte kontakt med bedsteforældrene og hvad med min virksomhed? For mig nye bekymringer, om økonomisk grundlag, sikkerhed og eksistens.

Selvom vi ikke står til at skulle gå fra hus og hjem kan jeg mærke, at usikkerheden kommer krybende. Jeg arbejder med fællesskaber, og selvom de er absolut relevante både under og efter coronakrisen, så har præmissen ændret sig: Vi skal stå sammen ved at stå adskilt. Og mit grundlag, som de ser ud for nu, eroderer væk.

Jeg kommer til at tænke på en samtale, jeg havde med to italienere for nogle år siden. De forklarede mig, hvad ordet betød, fordi jeg faktisk ikke vidste det. Som unge italienske akademikere var begrebet om manglende jobsikkerhed, velfærd og uforudsigelig ikke fremmed for dem, men som barn af det danske velfærdssystem og a-kasse-medlem kendte jeg ikke en gang ordet.

Men nu kommer det snigende. For godt nok er indbetalingerne til min pensionskasse sat stand by og indtjeningen endnu ikke prangende, men det var før coronakrisen. Før jeg overhovedet vidste, at coronakrise var noget, der kunne ske i mit liv. Jeg er blevet klogere og mindre naiv. Og jeg er sikker på, at det nok skal gå.

The 100 Day Project

Forstadsbetragtninger 1/100

Inspireret af Line Kjeldsen Jensen og #the100dayproject vil jeg i 100 dage skrive en daglig side med betragtninger fra forstaden. Ikke fordi man kan sige, at jeg i denne coronatid har super meget tid til fordybelse og eftertanke, men jeg vil gerne gøde og kultivere mine skriverier. I første omgang som en slags arbejdsdagbog  

#the100dayproject

#100daysofsuburbwriting

#forstadsbetragtninger

#migtidiencoronatid

#væredygtigt