Hvordan får du indflydelse på din by?

Måske kan bare en lille græsplæne, en bænk og en blomsterkrukke eller to få dig til at føle dig bedre tilpas? Eller måske kan et bump, et bed og et træ forhindre, at et barn på din vej kommer til skade, fordi en billist har for travlt?

Tænk, hvis man kunne fremme biodiversitet, fællesskab og hensynsfuld kørsel samt forebygge indbrud og ensomhed ved at erstatte kedelig vej med små grønne oaser?

Men hvordan kommer du og dine naboer i dialog med de lokale politikere om det? En af nyhederne hos AOF Hvidovre dette efterår er mit kursus i byplanlægning for begyndere. Det handler om, hvordan man som borger kan få indflydelse på byplanlægningen dér, hvor man bor.

Har du lyst til at ændre dine omgivelser? Men ved du ikke, hvordan du kommer i gang og hvordan, du får lov?

Du kan læse mere om kurset på AOF Hvidovres hjemmeside.



Bedre barsel er også bæredygtig udvikling

Et sted vi i Danmark kan sætte ind i for at sikre ligestilling mellem kønnene og dermed bidrage til FN’s Verdensmål nr. 5, er på barselsfronten. For fx gavner det både baby, mor og far på arbejds-, økonomi- og hjemmefronten, hvis far tager mere barsel. Samtidig skal det være slut med at forstå barsel som en karrierehæmmer – og vi skal åbne for en mere nuanceret forståelse af, hvordan man som forælder kan være på barsel. Rigtig mange forældre trives nemlig med at holde kontakten med arbejdspladsen, fordybe sig fagligt eller igangsætte nye projekter, mens de også passer deres lille guldklump.

Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene

Derfor ser vi også en masse nye barselsinitiativer, som bygger på fællesskab omkring noget andet end baby. Selv har jeg startet et frivilligt barselsnetværk på Vestegnen. Til efteråret har vi i samarbejde med den lokale aftenskole FORA sammensat et spændende program, hvor blandt andet Lisbeth Odgaard Madsen fra Potential Company kommer og fortæller om at få arbejds- og familielivskabalen til at gå op.

Netværket Business & BarselBarselshuset i Århus samt Barselsakademiet KBH er andre spændende initiativer, der skaber rum for barselsfællesskaber, der ikke kun har baby som omdrejningspunkt. Initiativerne er samtidig eksempler på, hvordan forskellige kvinder på barsel selv har skredet til handling, fordi de savnede fællesskab og input under deres egen barsel.

Bæredygtig udvikling: Fra verdensmål til hverdagsmål

Mærker du også handlingslammelse og magtesløshed, når du hører om klimakrisen og andre miljøudfordringer? Det er muligvis nødvendig viden, men frygt og dårlig samvittighed er bare ikke en særlig god motivationsfaktor, hvis vi skal ændre noget. Det gælder, hvis vi skal tabe os 10 kilo – det gælder også, hvis vi skal spise mindre oksekød.

I øjeblikket er jeg optaget af bæredygtig udvikling og FN’s verdensmål. Således er det blevet meget vigtigt for mig, at vi både som samfund og som enkeltpersoner passer på vores klode.

FN's verdensmål for bæredygtig udvikling

Jeg mener først og fremmest, at det er politikernes ansvar at sætte retningen for Danmark og på strukturelt niveau sikre, at vi kan leve op til FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Vi har imidlertid også brug for, at vi hver især bliver i stand til at handle på mikroniveau, for forandring skal der til. Og det kræver ikke frygt og skyldfølelse, men viden om bæredygtighed, engagement og visioner, kritisk sans og handleerfaringer.

Samtidig mener jeg, at vi har brug for fællesskaber, der kan vise os vejen og understøtte et bæredygtigt hverdagsliv. Hvis vi skal gå fra verdensmål til hverdagsmål kræver det altså aktive handlinger i fællesskab!

www.facebook.dk/handleRUM samt på www.handleRUM.dk kommer jeg i øjeblikket derfor med mine bud på, hvordan vi kan skabe rum for bæredygtighed gennem aktiv handlen og fællesskab frem for skrækscenarier og informationskampagner.