Deltidsfælden set med fællesskabets briller

Bidrager vi virkelig kun til samfundet, når vi har et fuldtidsjob? For hvem skal tage tørnen i fodboldklubben eller tage chancen som iværksætter, hvis vi alle sammen er på arbejde? 

For nogle år siden fulgte jeg med i en debat om udfordringerne ved, at kvinder vælger deltid. På den ene side stod en mor, der gerne ville hente sin datter fra institution før kl. 15. På den anden side Ditte Giese og Mette Viktoria Pabst, der blandt andet argumenterede for det problematiske ved, at (nogle) kvinder tager en lang uddannelse på samfundets regning, hvorefter de vælger at gå hjemme/arbejde på nedsat tid for at få familielivet til at hænge sammen eller få mere tid med deres børn.

På den måde bliver kvinderne en dårlig forretning for samfundet – og bidrager til den kønsmæssige ulighed, vi ser på arbejdsmarkedet. For mange af disse kvinder betyder det også, at deres pensionsopsparing, lønudvikling med mere bliver formøblet i emotionelt arbejde i hjemmet. Det kan ses i statistikkerne.

Hvorfor er det lige, at det er de 37 timer, der er den magiske grænse for, om vi er bidragsydere eller nassere?

Uligheden i økonomien er en udfordring
Når jeg tager mine strukturelle briller på (af en eller anden grund ser jeg skarpere med dem end med mine egne), synes jeg, at uligheden på arbejdsmarkedet og i mænds og kvinders økonomiske situation er en udfordring. Og både i de enkelte familier og på samfundsniveau er det problematisk, at mor går på deltid, og far tjener pengene.

Når jeg tager mine egne briller på, er billedet dog mere mudret og sammensat. For hvem, tror du, har den mindste pensionsopsparing, min mand eller jeg? Yes, det er mig. Og ja, det er irriterende at være en kvindelig kliché, men for to år siden valgte jeg at stoppe i mit akademikerjob for at få mere tid til at være langsom med min familie, få mit startup handleRUM op og flyve og få tid til at engagere mig i mit lokalsamfund.

Hvem, tror du, har den mindste pensionsopsparing, min mand eller jeg? Yes, det er mig.

Selvom jeg har smidt nogle penge efter min pension siden, så ændrer det ikke ved, at jeg tjener færre penge end min mand og, at jeg har prioriteret at arbejde mindre. 2-0 til den kønsmæssige skævhed i vores hjem.

Iværksætteren er en helt
Men hvis jeg nu pudser mine briller, så kan jeg også for øje på noget andet end fiaskoen på ligestillingsfronten. For udover, at jeg er mor, er jeg også iværksætter med professionelle mål og ambitioner. Det kan ikke ses på den økonomiske bundlinje her og nu, men det er målet. Hvis det lykkes, så bliver jeg pludselig en helt på ligestillingsfronten, for kvindelige iværksættere vil vi gerne have. Og hvem ved ikke, at man må ofre sved, blod og tårer – herunder pensionsopsparinger – i bestræbelserne på at få succes som iværksætter? Det kan vi godt acceptere.

Samtidig kan jeg mærke, at jeg ikke vil købe præmissen om, at vi kun er vores samfundsbetalte uddannelse værd og kun bidrager rigtigt til samfundet, hvis vi arbejder fuld tid.

Vi kan bidrage til samfundet på andre måder
Jeg er særdeles opmærksom på den privatøkonomiske side af sagen, men jeg er samtidig fortaler for, at vi nytænker vores arbejdsliv. For hvorfor er det lige, at det er de 37 timer, der er den magiske grænse for, om vi er bidragsydere eller nassere?

Jeg ved godt, at Finansministeriet ikke opererer med flere bundlinjer, men når vi samtidig har en civilsamfundsstrategi fra et andet ministerium, må vi vel anerkende, at vi kan bidrage til samfundet på andre måder end ved at arbejde fuldtid?

Vi har også brug for mennesker, der engagerer sig i civilsamfundet, tager chancer og fejler som iværksættere samt bruger deres gode kræfter i børnenes institutioner.

Jeg mener, at vi skal væk fra at se fuldtidsarbejde som den eneste ansvarlige måde at skrue sit arbejdsliv sammen på. Vi må anerkende, at vi kan bidrage til samfundet med andet end kroner og ører.

Vi har også brug for mennesker, der engagerer sig i civilsamfundet, tager chancer og fejler som iværksættere samt bruger deres gode kræfter i børnenes institutioner. Selvom vi ikke kan regne det ud, gør det også vores samfund rigere.

Hvordan får du indflydelse på din by?

Måske kan bare en lille græsplæne, en bænk og en blomsterkrukke eller to få dig til at føle dig bedre tilpas? Eller måske kan et bump, et bed og et træ forhindre, at et barn på din vej kommer til skade, fordi en billist har for travlt?

Tænk, hvis man kunne fremme biodiversitet, fællesskab og hensynsfuld kørsel samt forebygge indbrud og ensomhed ved at erstatte kedelig vej med små grønne oaser?

Men hvordan kommer du og dine naboer i dialog med de lokale politikere om det? En af nyhederne hos AOF Hvidovre dette efterår er mit kursus i byplanlægning for begyndere. Det handler om, hvordan man som borger kan få indflydelse på byplanlægningen dér, hvor man bor.

Har du lyst til at ændre dine omgivelser? Men ved du ikke, hvordan du kommer i gang og hvordan, du får lov?

Du kan læse mere om kurset på AOF Hvidovres hjemmeside.



Civilt engagement, faglighed og krydsbestøvning

At mit civile engagement og min professionelle faglighed er tæt knyttet sammen og nærer hinanden, ved jeg egentlig godt. Det er simpelthen mit civile engagement koblet med min faglige viden om fællesskaber og inddragelsesprocesser, der har givet mig en forståelse for, hvordan kommuner kan forbedre deres inddragelse af civil- og lokalsamfundet med øje for de social- og sundhedsmæssige gevinster på både kort og lang sigt.

Alligevel har jeg haft svært ved at synliggøre denne sammenhæng. Til tider har jeg undervurderet mine civile erfaringers værdi og tyngde. Andre gange har jeg oplevet, at min faglighed ikke er blevet taget seriøst, når jeg har engageret mig civilt.

Derfor blev jeg så glad, da jeg hørte nedenstående interview. Interviewet er lavet af Hvidovre Bibliotek i anledning af Vestegnens Kulturuge, hvor der bliver sat spot på lokale ildsjæle. Og her kommer jeg på banen, fordi jeg er med i et lokalt madfællesskab. Og det er netop nu, det bliver tydeligt for mig, at sammenhængen mellem engagementet og fagligheden ikke kun eksisterer i mit hoved, men også i virkeligheden. Det er helt rigtigt, at jeg både i professionelle og civile sammenhænge har mest at bidrage med, når de to sfærer for lov at krydsbestøve hinanden.

Det betyder, at jeg vil øve mig på at bringe mine civile erfaringer endnu mere i spil – og synliggøre dem. Og jeg vil blive bedre til i mine formidlingsaktiviteter at koble mine erfaringer med viden.