Hvor er der et fællesskab?

#Hvorerderenvoksen

Vi forældre er kommet på barrikaderne for at kæmpe for bedre normeringer i vores børns institutioner. Er det nu, vi organiserer os og kræver politisk handling? Er det nu, vi kommer til at se en forbedring af normeringerne i institutionerne? Er det nu, vi handler i fællesskab?

Som forælder oplever jeg også, at hverdagen trods dygtige pædagoger, god ledelse og ressourcestærke forældre i min datters institution er presset, fordi normeringerne er for dårlige. Overordnet skyldes det en generel nednormering siden 1980’erne (Politiken.dk 29.03.19) samt, at andre nødvendige opgaver som for eksempel dokumentation, uddannelse og planlægning lægger beslag på personaleressourcerne. Det kan særligt mærkes ved sygdom og ferieafvikling, men også, når en af pædagogerne går fra til møder. Det er ikke godt nok – som samfund kan vi gøre det bedre!

Forældre afhængige af gode institutioner

Som forældre er vi dybt afhængige af, at børneinstitutionerne har ordentlige normeringer. Det er essentielt for vores børns trivsel og udvikling – og en forudsætning for, at vi kan passe vores arbejde og få hverdagen til at hænge sammen uden dårlig samvittighed. Danmark er et af de lande i verden med den højeste erhvervsfrekvens blandt forældre. Det er sjældent noget vi diskuterer, og fra både politisk hold og i samfundet generelt opfattes det som det normale. Samtidig er vores samfund med dets voksende antal ældre og en relativ lille arbejdsstyrke også afhængigt af, at vi forældre er tilstede på arbejdsmarkedet. Hvorfor nedprioriteres børnene politisk, når vi alle er afhængige af deres trivsel?

Manglende fælles organisering

I mit arbejde med borgerinddragelse har jeg ofte oplevet, at det er svært at engagere børnefamilierne. Vi har nok at gøre med at få hverdagen til at hænge sammen, og overskuddet er ikke til at organisere sig og kræve politisk handling. Det betyder, at vi forældre er lette at overhøre. Alle store landvindinger på arbejdsmarkedsfronten er sket ved, at vi for eksempel i fagbevægelsen har stået skulder ved skulder og krævet en 37-timers arbejdsuge: 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile. Men hvad står vi sammen om i dag?

Individuelle løsninger på et fælles problem

Hver især forsøger vi at håndtere dårlig samvittighed over for vores børn, som vi bedst kan. Nogle familier vælger at tage deres børn ud af institution, andre at gå markant ned i tid eller at melde ungerne ind i private dagtilbud. Et valg, som kan være det rigtige for den enkelte familie, men som ikke løser de overordnede udfordringer med de dårlige normeringer. Derudover har de individuelle løsninger en social slagside, fordi det er de mest ressourcestærke familier, der har de bedste muligheder for at træffe sådanne valg samtidig med, at det er de mest udsatte børn, der taber mest, når institutionerne bløder. De fælles løsninger på samfundsniveau vil derfor gavne langt flere børn.

På vej mod fælles organisering?

Måske #Hvorerderenvoksen kan blive startskuddet til, at vi forældre i langt højere grad organiserer os, står sammen og kræver politisk indflydelse. I stedet for at bruge vores krudt på at have dårlig samvittighed og styrte ind og hente vores egne børn i børnehaven, må vi simpelthen gøre en indsats for den fælles sag og dermed sikre nogle ordentlige politiske rammer for vores børn. Arbejdet er kun lige begyndt.

Hverdagens fællesskaber er fremtiden

Lad os ikke stoppe her. Lad os også ude i vores lokalsamfund undersøge, hvad der skal til for, at vi børnefamilier trives i vores hverdagsliv. Og hvordan vi i fællesskab kan gøre hinandens liv lettere og sjovere. Vi har nemlig ikke kun brug for fællesskabsorienterede løsninger fra politisk hold og fællesskaber, der kan råbe politikerne op. Vi har også brug for lokale handlefællesskaber. Fællesskaber, hvor vi hjælper hinanden med for eksempel madlavning, børnepasning og havearbejde. Eller hvor vi i fællesskab tager ansvar for vores børns institutioner, og i stedet for at skynde os hjem hænger ud på legepladsen og taler med de andre forældre eller måske giver et nap med, når plantekasserne skal fyldes med jord. Det er fællesskaber, som kan aflaste den enkelte familie og som er med til at sikre et lokalsamfund, hvor vi kan gribe hinanden, når selv ansvarlige politiske rammer ikke er nok. Det vil ikke kun komme børnefamilierne til gode, men alle i de enkelte lokalsamfund. Ikke mindst, hvis kommunerne griber bolden og er med til at understøtte og inddrage de lokale fællesskaber i deres udvikling og planlægning af byerne. Så bliver det lettere for børnene ikke kun at finde en voksen i institutionen, men også når institutionen lukker.