At blive mor ændrede alt – og ingenting

Hvornår kommer der en mor med stort m?

Der hersker en fortælling om, at du ændrer dig, når du bliver mor. Hvis du for eksempel taler om moderskab og karriere, før du selv har fået børn, og måske lufter tanken om at fortsætte dine prioriteter ind i moderskabet, kan du næsten være sikker på, at nogle siger: ”Bare vent til du bliver mor” eller ”Alt ændrer sig, når du bliver mor”. Underforstået, at alle dine prioriteter og behov – ja hele din personlighed ændrer sig, når du får børn. Pludselig vil børnene blive dit et og alt og du vil ikke være til at drive uden for hjemmets fire vægge. Du bliver vel, hvad man kalder “mor med stort m”.

Hvor er der en mor med stort m?

Det er selvfølgelig rigtigt, at intet bliver som før, når man bliver forælder. Det lille barn er dybt afhængigt af en og dets behov kan man ikke rigtig komme uden om. Men selvom nogle kvinder oplever, at alt må vige pladsen for deres lille nye guldklump, så er det på ingen måde givet, at du og dine behov ændrer sig. Tværtimod.

Er der nogle, der har set mig bag moderskabet?

Da jeg for fire år siden blev mor første gang, havde jeg en forventning om, at moderskabet ville gå lige i hjertet på mig fra dag et: Den der forelskelse, som indtræffer, når det nyfødte barn rammer ens bryst for første gang. At mit største behov fra den dag af ville være at dække mit barns behov og være mor og, at mine egne behov ville glide i baggrunden. Og jo, mine behov gled absolut i baggrunden.

Imidlertid var det ikke den altdominerende moderfølelse, der ramte mig, men oplevelsen af at være rundt på gulvet og miste mig selv. Moderfølelsen kom stille og roligt, men mit behov for at være mig og have tid til mig selv forsvandt ikke. Det havde ellers havde været en fordel, da den lille det første halve år (der har været undtagelser, men dem husker jeg ikke så godt) om dagen kun sov i viklen på min mave eller i en trillende barnevogn. Jeg husker stadig den fantastiske fornemmelse at kunne cykle afsted og have 6 timer for mig selv foran computeren den dag, min mand overtog barslen!

Morskammen

Med mit moderskab blev skammen over ikke at være nok mor født: At det ikke var nok for mig at nyde min baby, at jeg ikke konstant havde hende i en vikle på maven (at jeg havde det et par timer i døgnet var åbenbart ikke nok…), at jeg formåede at få noget at spise hver dag (jeg havde hørt, at andre mødre på barsel ofte ikke nåede at spise). Forventningspresset gjorde det hårdt at være mor, selvom min baby trivedes og fik dækket sine behov for både mad og omsorg. Jeg bonede ud i Sundhedsplejens fødselsreaktionstest.

Min Sundhedsplejerske var overrasket over de mange mødre, hun mødte, der ikke bare hyggede sig derhjemme med den lille, men havde behov for noget mere: Jeg fik tilbudt en plads i kommunens netværksgruppe for mødre, der havde det svært. Det var rart at tale med andre nybagte mødre om moderskabet. Men samtidig med, at jeg kunne spejle mig i deres udfordringer og derfor kunne konkludere, at min reaktion var i den milde ende, så sloges jeg stadig med mig selv om ikke at være nok mor. Jeg havde stadig behov for bare at være mig. Alt havde altså ændret sig, da jeg blev mor – undtagen mig.

Morskammen blev en tro følgesvend: At jeg syntes, det var så hårdt at være alene med mit barn, når min mand var på arbejde (og ofte kiggede på min telefon for at se, hvornår det var sengetid), at jeg havde svært ved at slappe af, hvis jeg havde mit barn med hjem til en veninde, at jeg stadig savnende – og elskede at have ordentlig tid til mig selv.

Næste gang gør jeg det bedre

I løbet af et par år fik min mand og jeg lyst til et barn mere. Med planerne om familieforøgelse kom også et ønske om, at jeg anden gang ville kunne gøre det bedre som mor (så kan man ligesom ikke presse forventningerne højere op!). I det lys var det måske heldigt, at jeg aborterede to gange, før vores andet barn kom til verden. Det gav mig tid til at kigge nærmere på de høje forventninger. Og da jeg omsider bag på et levedygtigt foster, tænkte jeg ikke mere, at jeg anden gang skulle gøre det bedre som mor: Jeg skulle tværtimod gøre det rarere for mig selv. Man ved ikke, hvilket barn man får, men det var vigtigt for mig at skabe plads til mig selv, mit alene-behov og mine interesser. Jeg ved, at det er en floskel: Men en glad mor, der tager vare på sine egne behov, er en god mor!

mor med lille m?

I dag er det ved en hver given lejlighed blevet vigtigt for mig at understrege, at det er helt normalt, at man som (nybagt) mor synes:

  1. Det er benhårdt
  2. Ikke oplever tilknytningen til sit barn som en heftig forelskelse
  3. Har behov for at beskæftige sig med andet end baby

Det betyder ikke, at man er mindre mor af den grund. Og det betyder heller ikke, at man nødvendigvis har en fødselsreaktion (hvis man har, skal man selvfølgelig have hjælp til det). For helt ærligt, er det ikke normalt at reagere på en så livsomvæltende oplevelse, det er at føde og få et barn?

Til fødselsforberedelse med mit andet barn fortalte jeg derfor om min oplevelse af at blive mor første gang. Som svar sagde underviseren, at man både kan være mor med stort og lille M: Underforstået, at den mor, der ikke blot nyder barsel og baby er mor med mindre m. Hun mente det godt – at det både er fint at være mor med lille og med stort m. Men der findes altså ikke mødre med henholdsvis store og små m’er i andet end retstavning. Vi er forskellige som mødre og lader det udfolde på forskellig vis. Men jeg tror ikke, jeg kender en mor, der ikke synes, at moderskabet både er benhårdt, utrolig meningsfuldt og skønt på en gang.

Sårbarhed og styrke

Da jeg her først på året blev mor for anden gang, blev jeg heller ikke denne gang væltet bag over af en heftig forelskelse, men oplevede ligesom sidst en enorm sårbarhed. Men hvor sårbarheden sidst var den skamfulde oplevelse af ikke at være mor nok, var oplevelsen denne gang anderledes styrkefuld. Jeg mærkede mig selv enormt tydeligt, følte mig stærk og oplevede, hvordan jeg langsomt knyttede mig til mit lille barn. Det er en intens tid, og træthed, bekymring for det lille barn samt oplevelsen af at være bundet til baby og ammepude er også fulgt i kølvandet på mit andet moderskab. Til gengæld har mit lille barn sovet fint. Det betyder, at jeg har haft den tid til mig selv, som jeg savnede under min første barsel. Og det bekræfter mig i, at jeg er utrolig meget mere overskud som mor, når jeg har tid til mig selv – og blandt andet har tid til at skrive. Det har hverken et og nu to børn kunnet ændre.  

Morskammen som evig følgesvend?

På mange måder føler jeg, at jeg nu er landet bedre i mit moderskab. Men selvom moderskammen ikke konstant træder mig i hælene og råber ad mig, så er den der stadig. Og jeg bliver stadig ramt af usikkerhed og få dårlig samvittighed over, at jeg – mens min datter er vågen – kan have hovedet fyldt med tanker og idéer, jeg skal have skrevet ned, lige så snart hun sover igen. Eller tjekker min telefon for at se, om min mand mon ikke snart har fri, når jeg i dag står med to skrigende unger i ulvetimen. Tænk hvis jeg var sådan en mor, der bare kunne være helt tilstede hele tiden og syntes det var fantastisk bare at fordybe mig i mine børn?

Men ingenting har ændret sig: Jeg må konstatere, at jeg er en langt mere nærværende mor over for begge mine børn, hvis jeg har tid til mig selv og mine interesser.

Læs også:

Fællesskab på barsel 

På barsel med mit første barn følte jeg mig isoleret og jeg savnede aktiviteter, der havde fokus på mig – og ikke min baby. Kort før fødslen af mit andet barn tog jeg derfor initiativ til et lokalt barselsnetværk.

Barselsnetværket er for forældre m/k, som savner input ude fra samt aktiviteter og samtaler, som ikke har baby som omdrejningspunkt – men giver plads til fars og mors interesser og en mere nuanceret forældrerolle.

Formålet med netværket er at fremme trivsel og fællesskab blandt forældre på barsel. I forlængelse heraf er fokus i netværket er at give forældre på barsel et rum, hvor omdrejningspunktet ikke er baby, men forælderen som helt menneske. Ønsket er, at forældrene ved at deltage i kulturelle, folkeoplysende og/eller debatskabende arrangementer kan få nogle nye input, blive en del af et fællesskab og opleve, at der er plads til andet end lyserød baby-boble.

Det gode institutionsliv?

Det er svært ikke at blive påvirket af, hvad jeg i øjeblikket hører om forholdene rundt omkring i nogle børneinstitutioner. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad vi ville gøre, hvis vores ældste barn ikke trivedes med at gå i institution – og hvornår vi ville gøre noget?

Gør vi det som forældre godt nok?

Vi er heldige, at hun er i en rigtig god institution og vigtigst, at hun trives med at være der – og får en masse ud af det. Jeg synes imidlertid godt, jeg kan mærke, at der – særligt i børnehaven – mangler hænder. Derfor synes jeg ikke altid, at institutionslivet er godt nok. Og jeg tænker, om vi som forældre gør det godt nok.

Den satans hjemmepasning

På nettet falder jeg ofte over forældre, der er fortalere for hjemmepasning (og synes, at institutionslivet er virkelig skadeligt). På en eller anden måde bliver jeg lidt forført af alt den hjemmepasning (og min mand og jeg er faktisk blevet enige om at udskyde den yngstes institutionsstart nogle måneder) samtidig med, at det også gør mig træt. Måske jeg ville ønske, at jeg var sådan en, der ville elske at gå hjemme med mine børn? Eller er der tale om et (selvskabt) forventningspres om, at den perfekte forælder selvfølgelig ikke sender sine poder i institution (eller i hvert fald henter dem senest kl. 14)? Jeg kan nemlig godt se, at vores ældste bare trives allerbedst, når vi som forældre har overskud og bruger en masse tid sammen med hende.

Overskud, engagement og alenetid

Sagen er imidlertid, at vi som forældre ikke altid har overskud – og at mit overskud blandt andet er dybt afhængigt af, at jeg har tid til mig selv og mit professionelle engagement (det økonomiske aspekt springer jeg lige let og elegant henover i denne sammenhæng). Samtidig synes jeg faktisk også, at vores ældste får rigtig mange gode oplevelser og lærer en masse af at gå i institution. Så at tage hende hjem ville ikke give mening.

Lange eftermiddage alene i hus og have

Men hvordan håndterer jeg så barnets institutionsliv? Som det ser ud nu, bliver hun de fleste af ugens dage afleveret sidst på morgenen og hentet midt på eftermiddagen. Men nogle gange virker det lidt skørt, at jeg skynder mig afsted for at hente hende, selvom jeg ikke har så meget at tilbyde hende herhjemme, hvor der ikke er andre at lege med end den lille på 4 måneder. Jeg vil virkelig gerne være sammen med mine børn, men de der eftermiddagstimer alene i hus og have er altså heller ikke super fede.

Fællesspisning i daginstitution

Det fællesskabsorienteret lokalsamfund

Derfor vender jeg igen og igen tilbage til kulturforsker Karen Hvidtfeldt Madsens bud på mindre dårlig samvittighed som forælder:

”Et mere fællesskabsorienteret samfund, hvor vi ikke hylder hjemmet som det eneste gode sted for børnene. Hvor vi gør en indsats i børnehaven frem for at styrte ind og hente vores eget barn. Et mere fleksibelt arbejdsmarked, længere åbent i institutionen og lavere boligpriser”.

Karen Hvidtfeldt Madsen (Vores Børn Plus 2014)

Tænk, hvis jeg i stedet for at hente mine børn hjem kunne hænge ud i deres institution? De ville kunne lege videre med deres venner samtidig med, at jeg var i nærheden klar til at se et trick på rutsjebanen eller til at høre om dagens aktiviteter. Måske kunne jeg få mig en kop kaffe, sludre med en af de andre forældre eller læse avisen? På den måde kunne jeg være sammen med mine børn samtidig med, at vi var en del af et større fællesskab – og jeg kunne måske endda bidrage til hverdagen i institutionen ved lige at give et nap med i køkkenet eller sørge for at plantekasserne på legepladsen blev vandet? Om aftenen var der måske fællesspisning en gang om ugen og i det hele taget ville børnene opleve, at vi som forældre var engagerede i deres liv og, at vi kunne være sammen om noget.

Sådanne idéer appellerer i virkeligheden langt mere til mig end at have mine børn herhjemme: Jeg vil hellere bygge et fællesskab op omkring vores hverdag frem for at have et hjemmeliv, som jeg som forælder ikke trives i.  

Dette blogindlæg har også været bragt på www.balancebaren.dk.