Det gode institutionsliv?

Det er svært ikke at blive påvirket af, hvad jeg i øjeblikket hører om forholdene rundt omkring i nogle børneinstitutioner. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad vi ville gøre, hvis vores ældste barn ikke trivedes med at gå i institution – og hvornår vi ville gøre noget?

Gør vi det som forældre godt nok?

Vi er heldige, at hun er i en rigtig god institution og vigtigst, at hun trives med at være der – og får en masse ud af det. Jeg synes imidlertid godt, jeg kan mærke, at der – særligt i børnehaven – mangler hænder. Derfor synes jeg ikke altid, at institutionslivet er godt nok. Og jeg tænker, om vi som forældre gør det godt nok.

Den satans hjemmepasning

På nettet falder jeg ofte over forældre, der er fortalere for hjemmepasning (og synes, at institutionslivet er virkelig skadeligt). På en eller anden måde bliver jeg lidt forført af alt den hjemmepasning (og min mand og jeg er faktisk blevet enige om at udskyde den yngstes institutionsstart nogle måneder) samtidig med, at det også gør mig træt. Måske jeg ville ønske, at jeg var sådan en, der ville elske at gå hjemme med mine børn? Eller er der tale om et (selvskabt) forventningspres om, at den perfekte forælder selvfølgelig ikke sender sine poder i institution (eller i hvert fald henter dem senest kl. 14)? Jeg kan nemlig godt se, at vores ældste bare trives allerbedst, når vi som forældre har overskud og bruger en masse tid sammen med hende.

Overskud, engagement og alenetid

Sagen er imidlertid, at vi som forældre ikke altid har overskud – og at mit overskud blandt andet er dybt afhængigt af, at jeg har tid til mig selv og mit professionelle engagement (det økonomiske aspekt springer jeg lige let og elegant henover i denne sammenhæng). Samtidig synes jeg faktisk også, at vores ældste får rigtig mange gode oplevelser og lærer en masse af at gå i institution. Så at tage hende hjem ville ikke give mening.

Lange eftermiddage alene i hus og have

Men hvordan håndterer jeg så barnets institutionsliv? Som det ser ud nu, bliver hun de fleste af ugens dage afleveret sidst på morgenen og hentet midt på eftermiddagen. Men nogle gange virker det lidt skørt, at jeg skynder mig afsted for at hente hende, selvom jeg ikke har så meget at tilbyde hende herhjemme, hvor der ikke er andre at lege med end den lille på 4 måneder. Jeg vil virkelig gerne være sammen med mine børn, men de der eftermiddagstimer alene i hus og have er altså heller ikke super fede.

Fællesspisning i daginstitution

Det fællesskabsorienteret lokalsamfund

Derfor vender jeg igen og igen tilbage til kulturforsker Karen Hvidtfeldt Madsens bud på mindre dårlig samvittighed som forælder:

”Et mere fællesskabsorienteret samfund, hvor vi ikke hylder hjemmet som det eneste gode sted for børnene. Hvor vi gør en indsats i børnehaven frem for at styrte ind og hente vores eget barn. Et mere fleksibelt arbejdsmarked, længere åbent i institutionen og lavere boligpriser”.

Karen Hvidtfeldt Madsen (Vores Børn Plus 2014)

Tænk, hvis jeg i stedet for at hente mine børn hjem kunne hænge ud i deres institution? De ville kunne lege videre med deres venner samtidig med, at jeg var i nærheden klar til at se et trick på rutsjebanen eller til at høre om dagens aktiviteter. Måske kunne jeg få mig en kop kaffe, sludre med en af de andre forældre eller læse avisen? På den måde kunne jeg være sammen med mine børn samtidig med, at vi var en del af et større fællesskab – og jeg kunne måske endda bidrage til hverdagen i institutionen ved lige at give et nap med i køkkenet eller sørge for at plantekasserne på legepladsen blev vandet? Om aftenen var der måske fællesspisning en gang om ugen og i det hele taget ville børnene opleve, at vi som forældre var engagerede i deres liv og, at vi kunne være sammen om noget.

Sådanne idéer appellerer i virkeligheden langt mere til mig end at have mine børn herhjemme: Jeg vil hellere bygge et fællesskab op omkring vores hverdag frem for at have et hjemmeliv, som jeg som forælder ikke trives i.  

Dette blogindlæg har også været bragt på www.balancebaren.dk.

Hvor er der et fællesskab?

#Hvorerderenvoksen

Vi forældre er kommet på barrikaderne for at kæmpe for bedre normeringer i vores børns institutioner. Er det nu, vi organiserer os og kræver politisk handling? Er det nu, vi kommer til at se en forbedring af normeringerne i institutionerne? Er det nu, vi handler i fællesskab?

Som forælder oplever jeg også, at hverdagen trods dygtige pædagoger, god ledelse og ressourcestærke forældre i min datters institution er presset, fordi normeringerne er for dårlige. Overordnet skyldes det en generel nednormering siden 1980’erne (Politiken.dk 29.03.19) samt, at andre nødvendige opgaver som for eksempel dokumentation, uddannelse og planlægning lægger beslag på personaleressourcerne. Det kan særligt mærkes ved sygdom og ferieafvikling, men også, når en af pædagogerne går fra til møder. Det er ikke godt nok – som samfund kan vi gøre det bedre!

Forældre afhængige af gode institutioner

Som forældre er vi dybt afhængige af, at børneinstitutionerne har ordentlige normeringer. Det er essentielt for vores børns trivsel og udvikling – og en forudsætning for, at vi kan passe vores arbejde og få hverdagen til at hænge sammen uden dårlig samvittighed. Danmark er et af de lande i verden med den højeste erhvervsfrekvens blandt forældre. Det er sjældent noget vi diskuterer, og fra både politisk hold og i samfundet generelt opfattes det som det normale. Samtidig er vores samfund med dets voksende antal ældre og en relativ lille arbejdsstyrke også afhængigt af, at vi forældre er tilstede på arbejdsmarkedet. Hvorfor nedprioriteres børnene politisk, når vi alle er afhængige af deres trivsel?

Manglende fælles organisering

I mit arbejde med borgerinddragelse har jeg ofte oplevet, at det er svært at engagere børnefamilierne. Vi har nok at gøre med at få hverdagen til at hænge sammen, og overskuddet er ikke til at organisere sig og kræve politisk handling. Det betyder, at vi forældre er lette at overhøre. Alle store landvindinger på arbejdsmarkedsfronten er sket ved, at vi for eksempel i fagbevægelsen har stået skulder ved skulder og krævet en 37-timers arbejdsuge: 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile. Men hvad står vi sammen om i dag?

Individuelle løsninger på et fælles problem

Hver især forsøger vi at håndtere dårlig samvittighed over for vores børn, som vi bedst kan. Nogle familier vælger at tage deres børn ud af institution, andre at gå markant ned i tid eller at melde ungerne ind i private dagtilbud. Et valg, som kan være det rigtige for den enkelte familie, men som ikke løser de overordnede udfordringer med de dårlige normeringer. Derudover har de individuelle løsninger en social slagside, fordi det er de mest ressourcestærke familier, der har de bedste muligheder for at træffe sådanne valg samtidig med, at det er de mest udsatte børn, der taber mest, når institutionerne bløder. De fælles løsninger på samfundsniveau vil derfor gavne langt flere børn.

På vej mod fælles organisering?

Måske #Hvorerderenvoksen kan blive startskuddet til, at vi forældre i langt højere grad organiserer os, står sammen og kræver politisk indflydelse. I stedet for at bruge vores krudt på at have dårlig samvittighed og styrte ind og hente vores egne børn i børnehaven, må vi simpelthen gøre en indsats for den fælles sag og dermed sikre nogle ordentlige politiske rammer for vores børn. Arbejdet er kun lige begyndt.

Hverdagens fællesskaber er fremtiden

Lad os ikke stoppe her. Lad os også ude i vores lokalsamfund undersøge, hvad der skal til for, at vi børnefamilier trives i vores hverdagsliv. Og hvordan vi i fællesskab kan gøre hinandens liv lettere og sjovere. Vi har nemlig ikke kun brug for fællesskabsorienterede løsninger fra politisk hold og fællesskaber, der kan råbe politikerne op. Vi har også brug for lokale handlefællesskaber. Fællesskaber, hvor vi hjælper hinanden med for eksempel madlavning, børnepasning og havearbejde. Eller hvor vi i fællesskab tager ansvar for vores børns institutioner, og i stedet for at skynde os hjem hænger ud på legepladsen og taler med de andre forældre eller måske giver et nap med, når plantekasserne skal fyldes med jord. Det er fællesskaber, som kan aflaste den enkelte familie og som er med til at sikre et lokalsamfund, hvor vi kan gribe hinanden, når selv ansvarlige politiske rammer ikke er nok. Det vil ikke kun komme børnefamilierne til gode, men alle i de enkelte lokalsamfund. Ikke mindst, hvis kommunerne griber bolden og er med til at understøtte og inddrage de lokale fællesskaber i deres udvikling og planlægning af byerne. Så bliver det lettere for børnene ikke kun at finde en voksen i institutionen, men også når institutionen lukker.