Min rejse gennem arbejdslivet 2:2

Måske er det gode arbejdsliv ikke et mål, men en rejse i sig selv? I dette indlæg i to dele reflekterer jeg over den rejse, jeg er på med at skabe mig det arbejdsliv, jeg ønsker. Det er en vej gennem fuldtidsjob, madfællesskab, barselsnetværk og opstart af virksomhed med et fokus på at være nærværende nu og her.

2. del af 2 (Læs første del)

Som barn elskede jeg, når fritidsaktiviteterne holdt pause henover sommeren. Det gav sådan en dejlig luft i min hverdag, og jeg havde god tid til at lege, nørkle og læse. Jeg elskede blandt andet at fordybe mig i forskellige emner. Det gav mig inspiration til nye lege og små projekter.

Når jeg tænker over det, så har det ikke ændret sig siden den gang: Jeg elsker stadig at have god tid, jeg har brug for at lade op for mig selv ligesom, jeg fordyber mig i forskellige emner og har gang i flere projekter.

En vaskeægte episodiker
Derfor er det måske ikke overraskende, at jeg aldrig rigtig har følt, at jeg passede ind i et almindeligt fuldtidsjob. Selv når kollegaerne har været søde, arbejdsopgaverne overordnet har interesseret mig og der har været rigeligt med anerkendelse, så har det ikke fungeret for mig i længden.

I karrieresprog er jeg en vaskeægte episodiker: En, der efterstræber variation og uafhængighed. Det vidste jeg ikke, at man kunne være – og i mit seneste fuldtidsjob følte jeg mig mest af alt utilstrækkelig, fordi jeg ikke kunne finde ud af at trives, selvom jeg klarede det godt, fik masser af ros og teknisk set godt kunne få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen på fuldtid.

Jeg drømte om noget andet, men vidste ikke, hvad der skulle til.

Når drømmene spirer
Jeg drømte om noget andet, men vidste ikke, hvad der skulle til. Når jeg kiggede tilbage, var tiden på min kandidatuddannelse dog den perfekte blanding af fordybelse på studiet, arbejde på Københavns Rådhus samt engagement i en midlertidig byhave på Amager. I mellemtiden var jeg imidlertid både blevet husejer, mor til mit ældste barn og hustru – og jeg havde derfor ikke mere den samme frihed hverken tidsmæssigt eller økonomisk.

I sensommeren 2016 blev jeg en del af et lokalt madfællesskab. Og i efteråret fandt jeg på at arrangere en fællesspisning på det lokale plejehjem, hvor de aktive i madfællesskabet kunne lave mad sammen med beboerne. Fællesspisningen blev et rigtig fint arrangement med flot opbakning fra plejehjemmet – og jeg kunne mærke, hvordan det gav mening for mig sådan at sætte i værk. Jeg livede simpelthen op og strålede af virkelyst. Jeg havde fået fat på noget, der var vigtigt for mig. Kunne man leve af det? Tanken begyndte at spire i mig.

Jeg havde fået fat på noget, der var vigtigt for mig. Kunne man leve af det? Tanken begyndte at spire i mig.

Sidst på året faldt jeg tilfældigvis over ordet ”handlerum”. Det var netop det, jeg ville: Skabe et rum for nye handlinger i mit eget hverdags- og arbejdsliv samt skabe rum, der ligesom på plejehjemmet engagerede mennesker og inviterede til nye lokale fællesskaber. Idéen til handleRUM og mit logo med en spirende ramme opstod.L

Springet
Fuldtidsjobbet havde jeg stadig. Men der skulle ske noget, hvis jeg ikke skulle knække nakken på det. Derudover var det efterhånden også blevet tydeligt for mig, at jeg efterspurgte langt mere frihed, fleksibilitet og selvstændighed/ansvar, end jeg kunne forvente i et almindeligt lønmodtagerjob.

Jeg forsøgte at gå ned i tid, for som jeg sagde til min chef, så ville jeg gerne have tid til at lave nogle sjove ting ved siden af. Ikke underligt, at hun spurgte, om jeg nu havde det rigtige job.

Jeg forsøgte at gå ned i tid, for som jeg sagde til min chef, så ville jeg gerne have tid til at lave nogle sjove ting ved siden af. Ikke underligt, at hun spurgte, om jeg nu havde det rigtige job. Deltid var ikke en mulighed, og jeg begyndte at tænke mig væk. Og da jeg rent faktisk fik tilbudt en deltidsansættelse havde mit iværksætterprojekt handleRUM slået rødder. Jeg måtte simpelthen prøve det af.

Nu står jeg her
Nu nyder jeg min barsel, og når jeg kan komme til det, arbejder jeg på at opbygge mit netværk, pleje mit barselsprojekt ”Barselsnetværk Hvidovre” samt formidle indhold her på bloggen og på mit startups hjemmeside handleRUM.dk . Derudover har jeg skaffet mig noget rugbrødsarbejde i form af aftenskoleundervisning i blandt andet bæredygtig madlavning.

Og så har jeg skærpet fokus i mit startup, så jeg fremadrettet vil løse den form for opgaver, jeg har arbejdet med tidligere: Udvikling af formidlings- og inddragelseskoncepter med fællesskab, sundhed og bæredygtighed som omdrejningspunkt. Det skal gøre det lettere at komme ud over rampen og i dialog med de essentielle kunder.

Hvordan lykkes jeg?
Mit gamle job lærte mig, at det er lige meget, at andre roser dig for din indsats, hvis du ikke selv trives eller ikke selv oplever, at du gør en forskel. Samtidig er det også utilfredsstillende, hvis der ikke er brug for det, du gør eller kan – og ingen derfor vil betale dig for det. Ud fra det perspektiv skal jeg for at lykkes som iværksætter finde ”smørhullet”. Det er der, hvor mine kompetencer, min passion og andres behov møder hinanden

Selvom stien langs skrænten ender blindt eller jeg snubler, så vil jeg stadig lære noget nyt undervejs.

Men hvis jeg ikke finder smørhullet, betyder det omvendt ikke, at jeg mislykkes. For selvom stien langs skrænten ender blindt eller jeg snubler, så vil jeg stadig lære noget nyt undervejs. Og måske jeg kan finde en smutvej gennem krattet, gå tilbage og vælge en anden vej eller bare rejse mig op, børste sandet af knæene og fortsætte.

Og hvem siger desuden, at mit mål eller for den sags skyld den vej, jeg har lyst til at følge, ikke også kan ændre sig? I det perspektiv lykkes jeg netop i mit arbejds- og hverdagsliv, når jeg lytter til mig selv, tager et skridt ad gangen og ikke bare blindt følger et spor.

Derfor tror jeg også, at den store opgave for mig fremadrettet er at øve mig på at være mere nærværende. Jeg skal ikke fortænke det hele, men mærke efter skridt for skridt.

Læs også første del af beretningen fra mit arbejdsliv.

Min rejse gennem arbejdslivet (1:2)

Det har været overraskende svært for mig at skrive om, hvorfor jeg har valgt det arbejdsliv, jeg har. For kan jeg tillade mig at skrive om det, når jeg endnu ikke er lykkedes med at skabe det? Kan man overhovedet kalde det et arbejdsliv? Og hvordan lykkes man i det hele taget med sit arbejdsliv? Når man er selvforsørgende, når man elsker sit arbejde eller når andre har glæde af det?

1. del af 2

Når jeg læser andre kvinders historier om at lykkes i og med sit arbejdsliv, virker det let. De går muligvis meget igennem, men når de først har fundet den rette hylde, bliver det hele godt ligesom i eventyrene.

Det er ikke sikkert, jeg får alle nuancerne med. For helt ærligt, er det ikke kun, hvis man lever af at sælge glansbilleder, at virkeligheden ser sådan ud? Livet er også, når vi famler os frem, begår fejl og det ikke lykkes. Og selvom vi lander på den rigtige hylde i vores arbejdsliv, fortsætter livet med sine op- og nedture.

Livet er også, når vi famler os frem, begår fejl og det ikke lykkes. Og selvom vi lander på den rigtige hylde i vores arbejdsliv, fortsætter livet med sine op- og nedture.

Det var bare ikke det, jeg havde forestillet mig, da jeg i juli 2017 stoppede på mit daværende arbejde, fordi jeg ville skrue mit liv sammen på en ny måde.

Drømmen om et sammenhængende hverdagsliv
I juli var det to år siden, at jeg stoppede på mit daværende arbejde, fordi jeg drømte om et mere sammenhængende hverdagsliv med mere plads til både at være langsom med min familie, få mit startup handleRUM op at køre og engagere mig i mit lokalområde. Altså uden at skulle løbe stresset rundt.

Det lyder som mange ting på en gang, og det var også lettere sagt end gjort. Tidligt i forløbet valgte jeg således at søge dagpenge, fordi jeg på trods af opsparing havde brug for et mindre undervisningsjob, der kunne finansiere opstartsperioden. Det ville også give en større sikkerhed, hvis en ønsket graviditet blev til noget.

Limbo i et mislykket arbejdsliv
Undervisningsjobbet lod vente på sig, men graviditeten blev hurtigt en realitet. Pludselig skulle jeg derfor balancere projekt ”sammenhængende hverdagsliv” og handleRUM med dagpengeland og en ny graviditet. Graviditeten gik imidlertid til grunde, og det næste halvandet år blev et limbo mellem nye graviditeter, dagpengeland, projekt ”sammenhængende hverdagsliv” og mit startup.

Jeg nød, at jeg nu kunne være langsom med min datter om morgenen. Jeg mærkede engagementet boble i maven, når jeg arbejdede med mit startup, og når mine civile projekter fik medvind. Men det drænede mig for energi og dræbte min virkelyst at skulle ”stå til rådighed for arbejdsmarkedet”, ligesom at min Start Up var et godt stykke fra at gøre mig selvforsørgende.

Og jeg vidste heller ikke, om det ville lykkes at blive mor til endnu et barn. Faktisk følte jeg mig mislykket, fordi jeg ikke var i stand til at få det hele til at fungere sådan rigtigt.

Jeg følte mig mislykket, fordi jeg ikke var i stand til at få det hele til at fungere sådan rigtigt.

Bagklogskabens klare lys
Lykkeligvis blev jeg i januar i år mor til endnu et barn, og barselstiden har givet mig tid til at reflektere. For måske har jeg ikke kun været en fiasko? Når jeg kigger tilbage, kan jeg nemlig se, at jeg på mange måder har haft det hverdagsliv, jeg drømte om. Jeg har også arbejdet med noget, der har givet mening for mig, og jeg har fundet en vej. Det ligner ikke succes, men måske virkeligheden er ok, selvom den ikke er trykt på glittet papir?

Når jeg kigger tilbage, kan jeg nemlig se, at jeg på mange måder har haft det hverdagsliv, jeg drømte om.

Samtidig er det blevet tydeligere for mig, hvilke valg jeg skal træffe, når min barsel slutter. Jeg skal nemlig ikke tilbage på dagpenge, men koncentrere mig om mit startup. Min mand og jeg har derfor valgt at spænde livremmen ind, så vi kan klare os for min mands løn, og hvad jeg kan tjene på aftenskoleundervisning ved siden af. Det giver mig en følelse af mod, handlekraft og frygt – som om jeg vælger den yderste sti langs skrænten frem for den længere inde i landet.

Hvis (eller når?) jeg snubler, vil der måske være nogle, der siger, at jeg skulle have taget den sikre vej.

Jeg er bange for, at det er dumdristigt, og hvis (eller når?) jeg snubler, vil der måske være nogle, der siger, at jeg skulle have taget den sikre vej. At de godt vidste, at det ville gå galt, eller at jeg ikke ville kunne klare det. Men jeg har besluttet mig for, at jeg nu vil have hele udsigten med.

Men hvorfor tog jeg tilbage i 2017 første skridt ud i dette arbejdsliv?

Det kan du læse om i fortsættelsen af Min rejse gennem arbejdslivet 2:2 

Deltidsfælden set med fællesskabets briller

Bidrager vi virkelig kun til samfundet, når vi har et fuldtidsjob? For hvem skal tage tørnen i fodboldklubben eller tage chancen som iværksætter, hvis vi alle sammen er på arbejde? 

For nogle år siden fulgte jeg med i en debat om udfordringerne ved, at kvinder vælger deltid. På den ene side stod en mor, der gerne ville hente sin datter fra institution før kl. 15. På den anden side Ditte Giese og Mette Viktoria Pabst, der blandt andet argumenterede for det problematiske ved, at (nogle) kvinder tager en lang uddannelse på samfundets regning, hvorefter de vælger at gå hjemme/arbejde på nedsat tid for at få familielivet til at hænge sammen eller få mere tid med deres børn.

På den måde bliver kvinderne en dårlig forretning for samfundet – og bidrager til den kønsmæssige ulighed, vi ser på arbejdsmarkedet. For mange af disse kvinder betyder det også, at deres pensionsopsparing, lønudvikling med mere bliver formøblet i emotionelt arbejde i hjemmet. Det kan ses i statistikkerne.

Hvorfor er det lige, at det er de 37 timer, der er den magiske grænse for, om vi er bidragsydere eller nassere?

Uligheden i økonomien er en udfordring
Når jeg tager mine strukturelle briller på (af en eller anden grund ser jeg skarpere med dem end med mine egne), synes jeg, at uligheden på arbejdsmarkedet og i mænds og kvinders økonomiske situation er en udfordring. Og både i de enkelte familier og på samfundsniveau er det problematisk, at mor går på deltid, og far tjener pengene.

Når jeg tager mine egne briller på, er billedet dog mere mudret og sammensat. For hvem, tror du, har den mindste pensionsopsparing, min mand eller jeg? Yes, det er mig. Og ja, det er irriterende at være en kvindelig kliché, men for to år siden valgte jeg at stoppe i mit akademikerjob for at få mere tid til at være langsom med min familie, få mit startup handleRUM op og flyve og få tid til at engagere mig i mit lokalsamfund.

Hvem, tror du, har den mindste pensionsopsparing, min mand eller jeg? Yes, det er mig.

Selvom jeg har smidt nogle penge efter min pension siden, så ændrer det ikke ved, at jeg tjener færre penge end min mand og, at jeg har prioriteret at arbejde mindre. 2-0 til den kønsmæssige skævhed i vores hjem.

Iværksætteren er en helt
Men hvis jeg nu pudser mine briller, så kan jeg også for øje på noget andet end fiaskoen på ligestillingsfronten. For udover, at jeg er mor, er jeg også iværksætter med professionelle mål og ambitioner. Det kan ikke ses på den økonomiske bundlinje her og nu, men det er målet. Hvis det lykkes, så bliver jeg pludselig en helt på ligestillingsfronten, for kvindelige iværksættere vil vi gerne have. Og hvem ved ikke, at man må ofre sved, blod og tårer – herunder pensionsopsparinger – i bestræbelserne på at få succes som iværksætter? Det kan vi godt acceptere.

Samtidig kan jeg mærke, at jeg ikke vil købe præmissen om, at vi kun er vores samfundsbetalte uddannelse værd og kun bidrager rigtigt til samfundet, hvis vi arbejder fuld tid.

Vi kan bidrage til samfundet på andre måder
Jeg er særdeles opmærksom på den privatøkonomiske side af sagen, men jeg er samtidig fortaler for, at vi nytænker vores arbejdsliv. For hvorfor er det lige, at det er de 37 timer, der er den magiske grænse for, om vi er bidragsydere eller nassere?

Jeg ved godt, at Finansministeriet ikke opererer med flere bundlinjer, men når vi samtidig har en civilsamfundsstrategi fra et andet ministerium, må vi vel anerkende, at vi kan bidrage til samfundet på andre måder end ved at arbejde fuldtid?

Vi har også brug for mennesker, der engagerer sig i civilsamfundet, tager chancer og fejler som iværksættere samt bruger deres gode kræfter i børnenes institutioner.

Jeg mener, at vi skal væk fra at se fuldtidsarbejde som den eneste ansvarlige måde at skrue sit arbejdsliv sammen på. Vi må anerkende, at vi kan bidrage til samfundet med andet end kroner og ører.

Vi har også brug for mennesker, der engagerer sig i civilsamfundet, tager chancer og fejler som iværksættere samt bruger deres gode kræfter i børnenes institutioner. Selvom vi ikke kan regne det ud, gør det også vores samfund rigere.

Færre penge kræver tid

De seneste år har jeg fået det sværere og sværere med forbrug. Jeg kan egentlig godt lide at bruge penge på for eksempel bøger, uld (det er min 3-årige så rimelig træt af, fordi uld sjældent fås i skrig-pink) eller planter til køkkenhaven. Men samtidig giver det mig også en dårlig fornemmelse bare at købe. Særligt når maskinparken til hjem og have bliver større uden, at vi får glæde af apparaterne eller når vores nyanskaffelser hurtigt skal skiftes ud, fordi vi ikke passer ordentlig på dem. Men det også utilfredsstillende, når jeg blot får købt en madvare, som jeg ikke får brugt. Eller tøj, som jeg først får brugt, når sol, måne og stjerner står perfekt i forhold til hinanden. Yes, det sker aldrig.

Forbrug og hamsterhjul

Jeg får dårlig samvittighed, fordi jeg godt ved, at vores klode ikke kan holde til det overdrevne, bevidstløse forbrug. Men jeg synes også, det er utilfredsstillende, fordi vi på den måde selv er med til at øge hastigheden i hverdagens hamsterhjul: Vi bliver nødt til at arbejde for, at vi kan forbruge – og vi forbruger, fordi vi arbejder. I virkeligheden er der bare så meget, jeg hellere vil end at arbejde for at få råd til at købe ting.

Fælles fodslag – forskellige mål

Derfor har min mand og jeg besluttet at skære ned på vores forbrug. Det giver mig bedre samvittighed over for moder jord. Men samtidig muliggør det, at vi kan veksle kroner og øre til tid – for mit vedkommende tid til familielivet, mit startup og mine civile engagementer. For min mand giver det primært mening at skære ned på forbruger, hvis vi kan investere, blive gældfri og mere økonomisk uafhængige. Vi har altså fundet en fælles vej, men motiveres af forskellige mål.

Det er endnu ikke helt tydeligt for mig, hvad det kommer til at betyde for vores forbrug og hvor seje vi kan blive til at nedskalere. For vi har ikke tænkt os at sælge vores bil, vi har ikke planer om at blive veganere – og vi har lige købt en ny haveparasol i jem & fix. Men vi er stoppet med at tale om at bygge til, vi har begrænset vores kødforbrug yderligere, opsagt vores rengøringsfirma ligesom, at min mand har repareret vores ellers hårdt prøvet iPad. Jeg tænker, at det er en proces og, at vi skal blive endnu bedre til at passe på, udnytte samt reparere de ting, vi har.

Færre penge kræver mere tid

Og så er det, det slår mig, at det at nedsætte sit forbrug og dermed spare penge faktisk kræver, at vi har mere tid. Tid til at vedligeholde og reparere, lave mad fra bunden og til at cykle i stedet for at tage bilen (det var så der, vi ikke var kommet til endnu, for vi fik bil sidste år – og det er faktisk først gang i hele mit liv, at min familie og jeg har sådan en). Det er selvfølgelig også nogle af disse ydelser, vi med ren klimasamvittighed kan købe sig fra, men så er vi igen afhængige af at opretholde en forholdsvis høj indtægt. Samtidig er der faktisk et eller andet dybt tilfredsstillende ved netop at gøre alle disse ting selv.

Meningen med det hele er at få noget fra hånden

Jeg er som person utrolig meget oppe i mit hoved og kan bruge virkelig meget tid på at tænke over, hvad der er vigtigt her i livet. Når jeg bruger tid på havearbejde, madlavning eller at hænge tøj op, bliver min tankestrøm imidlertid sat på pause. Og det føles faktisk bare utrolig tilfredsstillende at få noget arbejde fra hånden ligesom, at resultatet er helt konkret og tydeligt. I en tid, hvor vi er mange, der kan nikke genkendende til oplevelserne med ”Pseudoarbejde”, hvor stress er en folkesygdom og de faste holdepunkter og værdier er få, så giver hus- og havearbejdet bare en helt banal oplevelse af mening.

Så selvom vi har mulighed for at lade være, betale os fra det og bruge vores hoveder, så tror jeg, at vi bliver gladere mennesker af at bruge vores hænder. I stedet for at prøve at tænke mig til det hele, skal jeg sparke mig selv ud i haven, gribe lugejernet og komme i gang. På den måde bidrager en opbremsning af forbruget også på sin helt egen måde til at skabe mere mening i min hverdag.