Det gode institutionsliv?

Det er svært ikke at blive påvirket af, hvad jeg i øjeblikket hører om forholdene rundt omkring i nogle børneinstitutioner. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad vi ville gøre, hvis vores ældste barn ikke trivedes med at gå i institution – og hvornår vi ville gøre noget?

Gør vi det som forældre godt nok?

Vi er heldige, at hun er i en rigtig god institution og vigtigst, at hun trives med at være der – og får en masse ud af det. Jeg synes imidlertid godt, jeg kan mærke, at der – særligt i børnehaven – mangler hænder. Derfor synes jeg ikke altid, at institutionslivet er godt nok. Og jeg tænker, om vi som forældre gør det godt nok.

Den satans hjemmepasning

På nettet falder jeg ofte over forældre, der er fortalere for hjemmepasning (og synes, at institutionslivet er virkelig skadeligt). På en eller anden måde bliver jeg lidt forført af alt den hjemmepasning (og min mand og jeg er faktisk blevet enige om at udskyde den yngstes institutionsstart nogle måneder) samtidig med, at det også gør mig træt. Måske jeg ville ønske, at jeg var sådan en, der ville elske at gå hjemme med mine børn? Eller er der tale om et (selvskabt) forventningspres om, at den perfekte forælder selvfølgelig ikke sender sine poder i institution (eller i hvert fald henter dem senest kl. 14)? Jeg kan nemlig godt se, at vores ældste bare trives allerbedst, når vi som forældre har overskud og bruger en masse tid sammen med hende.

Overskud, engagement og alenetid

Sagen er imidlertid, at vi som forældre ikke altid har overskud – og at mit overskud blandt andet er dybt afhængigt af, at jeg har tid til mig selv og mit professionelle engagement (det økonomiske aspekt springer jeg lige let og elegant henover i denne sammenhæng). Samtidig synes jeg faktisk også, at vores ældste får rigtig mange gode oplevelser og lærer en masse af at gå i institution. Så at tage hende hjem ville ikke give mening.

Lange eftermiddage alene i hus og have

Men hvordan håndterer jeg så barnets institutionsliv? Som det ser ud nu, bliver hun de fleste af ugens dage afleveret sidst på morgenen og hentet midt på eftermiddagen. Men nogle gange virker det lidt skørt, at jeg skynder mig afsted for at hente hende, selvom jeg ikke har så meget at tilbyde hende herhjemme, hvor der ikke er andre at lege med end den lille på 4 måneder. Jeg vil virkelig gerne være sammen med mine børn, men de der eftermiddagstimer alene i hus og have er altså heller ikke super fede.

Fællesspisning i daginstitution

Det fællesskabsorienteret lokalsamfund

Derfor vender jeg igen og igen tilbage til kulturforsker Karen Hvidtfeldt Madsens bud på mindre dårlig samvittighed som forælder:

”Et mere fællesskabsorienteret samfund, hvor vi ikke hylder hjemmet som det eneste gode sted for børnene. Hvor vi gør en indsats i børnehaven frem for at styrte ind og hente vores eget barn. Et mere fleksibelt arbejdsmarked, længere åbent i institutionen og lavere boligpriser”.

Karen Hvidtfeldt Madsen (Vores Børn Plus 2014)

Tænk, hvis jeg i stedet for at hente mine børn hjem kunne hænge ud i deres institution? De ville kunne lege videre med deres venner samtidig med, at jeg var i nærheden klar til at se et trick på rutsjebanen eller til at høre om dagens aktiviteter. Måske kunne jeg få mig en kop kaffe, sludre med en af de andre forældre eller læse avisen? På den måde kunne jeg være sammen med mine børn samtidig med, at vi var en del af et større fællesskab – og jeg kunne måske endda bidrage til hverdagen i institutionen ved lige at give et nap med i køkkenet eller sørge for at plantekasserne på legepladsen blev vandet? Om aftenen var der måske fællesspisning en gang om ugen og i det hele taget ville børnene opleve, at vi som forældre var engagerede i deres liv og, at vi kunne være sammen om noget.

Sådanne idéer appellerer i virkeligheden langt mere til mig end at have mine børn herhjemme: Jeg vil hellere bygge et fællesskab op omkring vores hverdag frem for at have et hjemmeliv, som jeg som forælder ikke trives i.  

Dette blogindlæg har også været bragt på www.balancebaren.dk.

Det konkretes Kraft

For en del somre siden kom jeg i den daværende byhave på Prags Boulevard 43 på Amager for at hænge ud og ikke mindst lave og spise mad sammen med andre. En dag fortalte jeg under madlavningen stolt om mit nye studiejob i Teknik- og Miljøforvaltningen, hvor jeg håndterede borgerhenvendelser. En ældre kvinde med spurgte mig undrende, hvorfor jeg dog gad sidde bag en skærm og koordinere borgerhenvendelser, når nu jeg var så ferm til at lave mad. Egentlig et godt spørgsmål, som jeg har tænkt meget over siden. For mens resultatet af kogekunst er særdeles synligt – og tilbagemeldingerne umiddelbare, så er det straks mere abstrakt og ukonkret, hvordan man bidrager, når man sender borgerhenvendelser rundt til forskellige fagpersoner i en stor organisation.

Sylt Sammen
Sylt Sammen i Nørrebrohallen i november 2017

Madlavning som forandringskraft

Jeg har i løbet af det seneste halve år taget et skridt tilbage til Prags Have, og inviteret mad og madlavning ind i mit virke igen – både som frivillig og via mit startup handleRUM. Somrene i haven står nemlig utrolig stærkt i min bevidsthed, fordi haven og fællesspisningerne skabte et fantastisk rum. Et rum hvor meget forskellige mennesker kunne være sammen, hvor de oplevede at høre til og bidrage på deres egen måde. Selvom det at lave og spise mad sammen er så banalt, simpelt og konkret, så besidder det en kæmpe forandringskraft. På mange måder har jeg siden savnet det rum fra Prags i mit eget liv. Der hvor vi – ved at skabe noget sammen – mærker de andre og os selv tydeligt. Og det er det, mad, madlavning og måltider kan: Fungere som Det fælles tredje, vi kan mødes om. Det konkrete afsæt gør det simpelthen lettere at være sammen, selvom man ikke umiddelbart oplever at have noget til fælles.

Mad som katalysator for fællesskab

Senest har jeg i november stået for fælles madlavning og spisning på tværs af et frivilligt madfællesskab, en børneinstitution og et plejehjem samt en sylteworkshop til FællesskabNu i Nørrebrohallen. Igen oplevede jeg, hvordan mad kan skabe samtaler og oplevelser på tværs. Og det giver mig blod på tanden til at arbejde videre med, hvordan vi kan bruge mad, madlavning og måltider som springbræt til nye fællesskaber. Og i det hele taget, hvordan vi i langt højere grad kan bruge Det fælles tredje som afsæt for at inddrage i samfundet for at sikre, at langt flere kan være med – også selvom de ikke behersker sproget til fulde, har svært ved at indgå i gruppeprocesser og sætte sig ind i store mængder viden.

Sylt Sammen
Sylt Sammen i Nørrebrohallen i november 2017

Det fælles tredje mod ensomhed?

Vores samfund er fyldt med abstrakte processer og komplekse problemstillinger, som ikke bare lige lader sig simplificere og håndtere. Tag for eksempel en problematik som ensomhed. At føle sig ensom er ikke kun et spørgsmål om ikke at have et socialt netværk, selvom det ofte er det, vi tænker først. Men ensomhed kan også hænge sammen med manglende sociale, psykologiske og endda fysiske kompetencer (med mere). For hvordan kan vi skabe bånd til andre mennesker, hvis vi er usikre på de sociale spilleregler på grund af et socialt handicap, ikke tør nærme os andre mennesker, fordi vi er blevet svigtet gennem vores barndom eller hvis vi ikke er mobile alene, og der kun er begrænsede ressourcer til ledsagelse? Hvordan mindsker vi så ensomhed?

At mødes om Det fælles tredje kan ikke udrydde ensomhed. For vi kan ikke alene ved hjælp af Det fælles tredje skabe et rum, som kan understøtte, at mennesker oplever at være en del af et fællesskab og at kunne bidrage. Der er netop ikke tale om et mirakelmiddel, for vi bliver nødt til at forstå problemstillingen ordentligt og ikke reducere kompleksiteten for hurtigt. Men hvis vi tager afsæt i viden om problemstillingen og de mennesker, den berører, kan vi netop planlægge og koordinere den konkrete aktivitet på en måde, så den tager højde for de særlige udfordringer og understøtter det enkelte menneske bedst muligt. På den måde kan den konkrete og umiddelbare aktivitet på sigt gøre en særdeles stor forskel – også når vi taler komplekse problemstillinger. Det konkrete har forandringskraft.

Gå i køkkenet sammen!

Det er selvfølgelig en anledning til at gå i køkkenet sammen. Og også til det private julearrangement eller virksomhedens julefrokost vil du – forudsiger jeg – opleve, at det at være sammen om noget forstærker oplevelsen af fællesskab. Hvis I ikke kender hinanden så godt, bliver det simpelthen lettere at tale sammen (også uden alkohol). Og så er det også en anledning til at bytte roller og hjælpe hinanden, hvis ikke alle kan læse en opskrift eller lignende.

Opskrift på æblechutney
Opskrift på æblechutney