Hvor er der et fællesskab?

#Hvorerderenvoksen

Vi forældre er kommet på barrikaderne for at kæmpe for bedre normeringer i vores børns institutioner. Er det nu, vi organiserer os og kræver politisk handling? Er det nu, vi kommer til at se en forbedring af normeringerne i institutionerne? Er det nu, vi handler i fællesskab?

Som forælder oplever jeg også, at hverdagen trods dygtige pædagoger, god ledelse og ressourcestærke forældre i min datters institution er presset, fordi normeringerne er for dårlige. Overordnet skyldes det en generel nednormering siden 1980’erne (Politiken.dk 29.03.19) samt, at andre nødvendige opgaver som for eksempel dokumentation, uddannelse og planlægning lægger beslag på personaleressourcerne. Det kan særligt mærkes ved sygdom og ferieafvikling, men også, når en af pædagogerne går fra til møder. Det er ikke godt nok – som samfund kan vi gøre det bedre!

Forældre afhængige af gode institutioner

Som forældre er vi dybt afhængige af, at børneinstitutionerne har ordentlige normeringer. Det er essentielt for vores børns trivsel og udvikling – og en forudsætning for, at vi kan passe vores arbejde og få hverdagen til at hænge sammen uden dårlig samvittighed. Danmark er et af de lande i verden med den højeste erhvervsfrekvens blandt forældre. Det er sjældent noget vi diskuterer, og fra både politisk hold og i samfundet generelt opfattes det som det normale. Samtidig er vores samfund med dets voksende antal ældre og en relativ lille arbejdsstyrke også afhængigt af, at vi forældre er tilstede på arbejdsmarkedet. Hvorfor nedprioriteres børnene politisk, når vi alle er afhængige af deres trivsel?

Manglende fælles organisering

I mit arbejde med borgerinddragelse har jeg ofte oplevet, at det er svært at engagere børnefamilierne. Vi har nok at gøre med at få hverdagen til at hænge sammen, og overskuddet er ikke til at organisere sig og kræve politisk handling. Det betyder, at vi forældre er lette at overhøre. Alle store landvindinger på arbejdsmarkedsfronten er sket ved, at vi for eksempel i fagbevægelsen har stået skulder ved skulder og krævet en 37-timers arbejdsuge: 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile. Men hvad står vi sammen om i dag?

Individuelle løsninger på et fælles problem

Hver især forsøger vi at håndtere dårlig samvittighed over for vores børn, som vi bedst kan. Nogle familier vælger at tage deres børn ud af institution, andre at gå markant ned i tid eller at melde ungerne ind i private dagtilbud. Et valg, som kan være det rigtige for den enkelte familie, men som ikke løser de overordnede udfordringer med de dårlige normeringer. Derudover har de individuelle løsninger en social slagside, fordi det er de mest ressourcestærke familier, der har de bedste muligheder for at træffe sådanne valg samtidig med, at det er de mest udsatte børn, der taber mest, når institutionerne bløder. De fælles løsninger på samfundsniveau vil derfor gavne langt flere børn.

På vej mod fælles organisering?

Måske #Hvorerderenvoksen kan blive startskuddet til, at vi forældre i langt højere grad organiserer os, står sammen og kræver politisk indflydelse. I stedet for at bruge vores krudt på at have dårlig samvittighed og styrte ind og hente vores egne børn i børnehaven, må vi simpelthen gøre en indsats for den fælles sag og dermed sikre nogle ordentlige politiske rammer for vores børn. Arbejdet er kun lige begyndt.

Hverdagens fællesskaber er fremtiden

Lad os ikke stoppe her. Lad os også ude i vores lokalsamfund undersøge, hvad der skal til for, at vi børnefamilier trives i vores hverdagsliv. Og hvordan vi i fællesskab kan gøre hinandens liv lettere og sjovere. Vi har nemlig ikke kun brug for fællesskabsorienterede løsninger fra politisk hold og fællesskaber, der kan råbe politikerne op. Vi har også brug for lokale handlefællesskaber. Fællesskaber, hvor vi hjælper hinanden med for eksempel madlavning, børnepasning og havearbejde. Eller hvor vi i fællesskab tager ansvar for vores børns institutioner, og i stedet for at skynde os hjem hænger ud på legepladsen og taler med de andre forældre eller måske giver et nap med, når plantekasserne skal fyldes med jord. Det er fællesskaber, som kan aflaste den enkelte familie og som er med til at sikre et lokalsamfund, hvor vi kan gribe hinanden, når selv ansvarlige politiske rammer ikke er nok. Det vil ikke kun komme børnefamilierne til gode, men alle i de enkelte lokalsamfund. Ikke mindst, hvis kommunerne griber bolden og er med til at understøtte og inddrage de lokale fællesskaber i deres udvikling og planlægning af byerne. Så bliver det lettere for børnene ikke kun at finde en voksen i institutionen, men også når institutionen lukker.

Civilt engagement, faglighed og krydsbestøvning

At mit civile engagement og min professionelle faglighed er tæt knyttet sammen og nærer hinanden, ved jeg egentlig godt. Det er simpelthen mit civile engagement koblet med min faglige viden om fællesskaber og inddragelsesprocesser, der har givet mig en forståelse for, hvordan kommuner kan forbedre deres inddragelse af civil- og lokalsamfundet med øje for de social- og sundhedsmæssige gevinster på både kort og lang sigt.

Alligevel har jeg haft svært ved at synliggøre denne sammenhæng. Til tider har jeg undervurderet mine civile erfaringers værdi og tyngde. Andre gange har jeg oplevet, at min faglighed ikke er blevet taget seriøst, når jeg har engageret mig civilt.

Derfor blev jeg så glad, da jeg hørte nedenstående interview. Interviewet er lavet af Hvidovre Bibliotek i anledning af Vestegnens Kulturuge, hvor der bliver sat spot på lokale ildsjæle. Og her kommer jeg på banen, fordi jeg er med i et lokalt madfællesskab. Og det er netop nu, det bliver tydeligt for mig, at sammenhængen mellem engagementet og fagligheden ikke kun eksisterer i mit hoved, men også i virkeligheden. Det er helt rigtigt, at jeg både i professionelle og civile sammenhænge har mest at bidrage med, når de to sfærer for lov at krydsbestøve hinanden.

Det betyder, at jeg vil øve mig på at bringe mine civile erfaringer endnu mere i spil – og synliggøre dem. Og jeg vil blive bedre til i mine formidlingsaktiviteter at koble mine erfaringer med viden.

Det konkretes Kraft

For en del somre siden kom jeg i den daværende byhave på Prags Boulevard 43 på Amager for at hænge ud og ikke mindst lave og spise mad sammen med andre. En dag fortalte jeg under madlavningen stolt om mit nye studiejob i Teknik- og Miljøforvaltningen, hvor jeg håndterede borgerhenvendelser. En ældre kvinde med spurgte mig undrende, hvorfor jeg dog gad sidde bag en skærm og koordinere borgerhenvendelser, når nu jeg var så ferm til at lave mad. Egentlig et godt spørgsmål, som jeg har tænkt meget over siden. For mens resultatet af kogekunst er særdeles synligt – og tilbagemeldingerne umiddelbare, så er det straks mere abstrakt og ukonkret, hvordan man bidrager, når man sender borgerhenvendelser rundt til forskellige fagpersoner i en stor organisation.

Sylt Sammen
Sylt Sammen i Nørrebrohallen i november 2017

Madlavning som forandringskraft

Jeg har i løbet af det seneste halve år taget et skridt tilbage til Prags Have, og inviteret mad og madlavning ind i mit virke igen – både som frivillig og via mit startup handleRUM. Somrene i haven står nemlig utrolig stærkt i min bevidsthed, fordi haven og fællesspisningerne skabte et fantastisk rum. Et rum hvor meget forskellige mennesker kunne være sammen, hvor de oplevede at høre til og bidrage på deres egen måde. Selvom det at lave og spise mad sammen er så banalt, simpelt og konkret, så besidder det en kæmpe forandringskraft. På mange måder har jeg siden savnet det rum fra Prags i mit eget liv. Der hvor vi – ved at skabe noget sammen – mærker de andre og os selv tydeligt. Og det er det, mad, madlavning og måltider kan: Fungere som Det fælles tredje, vi kan mødes om. Det konkrete afsæt gør det simpelthen lettere at være sammen, selvom man ikke umiddelbart oplever at have noget til fælles.

Mad som katalysator for fællesskab

Senest har jeg i november stået for fælles madlavning og spisning på tværs af et frivilligt madfællesskab, en børneinstitution og et plejehjem samt en sylteworkshop til FællesskabNu i Nørrebrohallen. Igen oplevede jeg, hvordan mad kan skabe samtaler og oplevelser på tværs. Og det giver mig blod på tanden til at arbejde videre med, hvordan vi kan bruge mad, madlavning og måltider som springbræt til nye fællesskaber. Og i det hele taget, hvordan vi i langt højere grad kan bruge Det fælles tredje som afsæt for at inddrage i samfundet for at sikre, at langt flere kan være med – også selvom de ikke behersker sproget til fulde, har svært ved at indgå i gruppeprocesser og sætte sig ind i store mængder viden.

Sylt Sammen
Sylt Sammen i Nørrebrohallen i november 2017

Det fælles tredje mod ensomhed?

Vores samfund er fyldt med abstrakte processer og komplekse problemstillinger, som ikke bare lige lader sig simplificere og håndtere. Tag for eksempel en problematik som ensomhed. At føle sig ensom er ikke kun et spørgsmål om ikke at have et socialt netværk, selvom det ofte er det, vi tænker først. Men ensomhed kan også hænge sammen med manglende sociale, psykologiske og endda fysiske kompetencer (med mere). For hvordan kan vi skabe bånd til andre mennesker, hvis vi er usikre på de sociale spilleregler på grund af et socialt handicap, ikke tør nærme os andre mennesker, fordi vi er blevet svigtet gennem vores barndom eller hvis vi ikke er mobile alene, og der kun er begrænsede ressourcer til ledsagelse? Hvordan mindsker vi så ensomhed?

At mødes om Det fælles tredje kan ikke udrydde ensomhed. For vi kan ikke alene ved hjælp af Det fælles tredje skabe et rum, som kan understøtte, at mennesker oplever at være en del af et fællesskab og at kunne bidrage. Der er netop ikke tale om et mirakelmiddel, for vi bliver nødt til at forstå problemstillingen ordentligt og ikke reducere kompleksiteten for hurtigt. Men hvis vi tager afsæt i viden om problemstillingen og de mennesker, den berører, kan vi netop planlægge og koordinere den konkrete aktivitet på en måde, så den tager højde for de særlige udfordringer og understøtter det enkelte menneske bedst muligt. På den måde kan den konkrete og umiddelbare aktivitet på sigt gøre en særdeles stor forskel – også når vi taler komplekse problemstillinger. Det konkrete har forandringskraft.

Gå i køkkenet sammen!

Det er selvfølgelig en anledning til at gå i køkkenet sammen. Og også til det private julearrangement eller virksomhedens julefrokost vil du – forudsiger jeg – opleve, at det at være sammen om noget forstærker oplevelsen af fællesskab. Hvis I ikke kender hinanden så godt, bliver det simpelthen lettere at tale sammen (også uden alkohol). Og så er det også en anledning til at bytte roller og hjælpe hinanden, hvis ikke alle kan læse en opskrift eller lignende.

Opskrift på æblechutney
Opskrift på æblechutney

It takes a village

“It takes a village a raise a child” lyder et ordsprog. For et barns trivsel og sundhed er ikke kun afhængig af forældrenes omsorg og opdragelse, men hele det samfund, der omgiver barnet.

Lokalsamfund
Vi har alle brug for opbyggende lokalsamfund for at vokse som mennesker.

Faktisk har alle – børn som voksne – brug for opbyggende omgivelser for at vokse som mennesker. Og her spiller det sociale miljø en stor rolle: Bliver vi bakket op og møder vi støtte og hjælp?

Vi behøver ikke at flytte for at blive en del af et støttende lokalsamfund – Vi kan forstørre de fællesskaber, vi allerede færdes i: Opgangen, børnehaven, villavejen, træningscenteret etc. Med små greb kan vi gøre fællesskaberne til vores egne, tilføje og bidrage.

Forstørret fællesskab
Vi kan forstørre de fællesskaber, vi allerede er en del af.

Mad, madlavning og måltider er en af mine kæpheste, men det er bare en tilgang, for det handler om at bygge oven på det, det for den enkelte giver mening at bidrage med, der hvor hen er i livet.